Fuglereden

Forfatter: Shirley Jackson – med forord af Siri Ranva Jacobsen

Sider: 408

Forlag: Alhambra

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Alhambra. Tusinde tak for bogen! Den var skøn 🙂

Om bogen

“Elizabeth Richmond er stille og ordentlig. Hun nærer ingen stærke følelser, hverken for sit kedelige job eller den aparte tante Morgen, hun bor his. Men pludselig begynder hendes ensformige liv at brydes af sære optrin, anonyme trusselbreve og spildte timer, hun ikke kan gøre rede for. Ved psykiateren doktor Wrights tvivlsomme mellemkomst begynder det langsomt at stå klart, at der er mere end én personlighed i Elizabeths krop, og snart bliver både tante og doktor vidne til den bizarre magtkamp, der udspiller sig mellem den unge kvindes stridende personaer.”

Jeg må indrømme at bogen startede lidt langsomt. Vi skulle lære karaktererne og omgivelserne bedre at kende, men så eksploderede det pludselig bare med plot og karakterudvikling til højre og venstre. WAUV. Dét her, er virkelig en bog man kommer til at tænke meget på efterfølgende. Den er intet mindre end genial. Der er så mange lag og koder gemt i fortællingen, at læseren skal være vågen for at smede historien sammen, og for at fange alle de henkastede referencer. Det kan godt være at den originale engelske udgave snart har nogle år på bagen, men bogen er stadig relevant for nutidens samfund, og den undren vi har i forbindelse med personlighedssplittelse (stadig) i dag.

Når man læser den med 2020-øjne, tænker man måske i første omgang at historien ikke er uhyggelig. Men det er også nemt sagt, når vi er vant til at se folk få skåret deres kranie op på TV, eller spise hinanden (SAW/TWD referencer). Men hvis du læser hvad Jackson skriver, og visualiserer situationerne, vil det hurtigt løbe dig koldt ned ad ryggen. Eksempelvis i nogle af konsultationerne mellem doktoren og Elizabeth Richmond, når hendes forskellige personligheder kommer frem i dagens lys fra deres skjul, og især på den måde hvorpå de længere fremme i historien skifter mere og mere naturligt og uprovokeret. Hvis det var en film, ville være den vildeste psykologiske thriller der nogensinde var blevet optaget. Hvordan ville man selv reagere, hvis en person man talte med, skiftede personlighed på den måde midt i samtalen?

Sproget er let læseligt, og plottet udvikler sig fint i takt med at vi får mere og mere information omkring Elizabeths barndom og hendes savnede mor. Der hersker meget mystik om hendes og tante Morgan fortid, og som læser må vi være på vagt og læse mellem linjerne, for hvad Elizabeths forskellige personligheder hhv. forsøger at sige eller tie.

Hun skar ansigt af mig, rakte tunge og trak på skuldrene. “Jeg vil i hvert fald ikke kaldes R3” sagde hun. “De kan kalde mig Rosalita, eller Chairman, eller Lillith, hvis De foretrækker det”. Jeg smilede igen ved tanken om, at dette væsen skulle få lov til at navngive sig selv som en prinsesse i et eventyr.

Citat, s.108

---

Frøken Elizabeth huser altså flere personligheder, og de skinner alle sammen klart igennem som hver deres individ, der kæmper om kontrollen og magten for at være den eneste permanente personlighed tilbage. De er dog samtidigt så inkorporeret i hinanden, at det er svært at finde ud af, hvem af dem der mon er tættest på den ‘egentlige’ version af O.G. Elizabeth.

Ej jamen, jeg kunne tale hele dagen om bogen her. Det var simpelthen så vild en oplevelse, og jeg er så glad for, at jeg stødte på den. Karakterernes udvikling sker så diskret men konsekvent, og hvert kapitel skifter vi synspunkt, så vi også får historien fortalt udefra. Især doktor Wright er interessant at følge, og når man læser hans kapitler, danner man sig hurtigt en bestemt tanke om ham og hans holdning til sine patienter, og de måder han – alt efter hvilken personlighed han taler med – skifter så voldsomt karakter selv. Især skifter han meget mellem at agere bejler til én personlighed, til en meget selvhøjtidelig forsker med den næste.

Letlæselig eller svær?

Bogen er jo en lidt større moppedreng på lige over de 400 sider, men man mærker det ikke, når man læser den. Den var svær bare at læse en lille smule i ad gangen, fordi der hele tiden er så mange uopklarede spørgsmål og mystik omkring hvem der taler sandt, at man bare er nødt til at læse en side mere. Og så en side mere. Og så er man pludselig halvvejs. Kapitlerne er dog også meget lange, så hvis man gerne vil dele historien lidt mere op, kan det godt være lidt sværere.

MEN! Jeg må dog indrømme, at jeg synes det er synd, at så farverig, mystisk og til tider humoristisk en historie, har så ‘kedelig’ en forside. Forfatterens andre danske oversættelser “Mørket i Hill House” og “Vi har altid boet på slottet” har trods alt nogle mere interessante forsider. Lad dig endelig ikke ‘skræmme væk’ af forsiden! Bogen kan meget mere, end den viser.

“Men de må også love mig”, tilføjede jeg, “at De, mens De er fri, ikke på nogen måde forsøger at gøre skade på frøken R. Det kunne for eksempel være ved at fylde hende med sukkerstads eller få hende til at falde i sine venners agtelse”.

“Eller marchere hende ud foran et tog”, sagde Betsy med et bredt smil.

Citat fra bogen

Korte nedslag; Hvem er Shirley Jackson?

Shirley Jackson var en amerikansk forfatter, der er kendt for at skrive primært historier med gys, horror, mystik og gotiske elementer. Jackson blev især kendt ved udgivelsen af en af hendes første noveller, “The Lottery”. Hvis du har mere blod på tanden efter at have læst “Fuglereden”, kan du passende tage et kig på novellen “The Lottery”. Lad være med at læse om den før du starter; bare kast dig ud i det.

Jackson har udgivet to erindringer, hhv. “Life Among the Savages” og “Raising Demons”. Det er altså nogle titler med pondus for noget der skal forestille at være baseret på personlige erfaringer og livsoplevelser. Life Among the Savages” er skrevet ud fra forfatterens eget liv som husmor med fire børn, hvor “Raising Deamons” er en efterfølger til samme. Begge memoirs er sammensat af en masse korte noveller. Hun er dog mest kendt for at have skrevet “Haunting of hill house”, og den også populære “We Have Always Lived in the Castle”. Begge bøger får også kæmpe anbefalinger herfra.

I 1959 udgav Jackson en musical The Bad Children, baseret på fortællingen om Hans og Grete. Dét er en musical jeg ville købe billetter til, og man kan jo kun håbe, at Jacksons forfatterskab kun får mere opmærksomhed i fremtiden, så den en dag bliver spillet på Det Kongelige Teater.

“Fuglereden” har en særdeles skøn intro, hvor du kan læse mere om Jacksons liv som husmor og forfatter, samfundsforventninger, og meget mere. jeg vil klart anbefale at du læse rintroen, for at få en bedre fornemmelse for, hvorfor Jackson er så fantastisk vigtig en forfatter.

Du kan læse mere om bogen eller købe den ved at klikke her. ***psst, hos forlaget kan du også læse mere om den populære danske udgivelse “Mørket i Hill House”.

Kunne du lide anmeldelsen?

SPOILERS: TIL DIG DER HAR LÆST BOGEN: Skurk eller helt?

Du skal læse bogen, og så skal du komme tilbage og læse følgende afsnit, når du har brug for en ventil til de tanker du sidder tilbage med.

Er jeg den enste der synes, at Betsy er mere helten end skurken? Ja, stakkels O.G. Elizabeths portræt som en kvinde der lidt af spaltet personlighed, er til tider lidt trist og sørgelig, da hun ikke kan finde ro til dagligt. Men som jeg fortolkede personlighederne, er Betsy den person, hun egentlig er (egenrådig, tænkende, gennemskuende og id-drevet), Beth den person samfundet fortæller hende at hun skal være (stille, ærbødig, venlig, underdanig) og så er stakkels Elizabeth ganske vist fanget i midten. Og så er der Bess, der tager over, når hun bare har lyst til at rejse væk fra det hele. Min tanke var, at Elizabeth har konstant hovedpine, i hendes kvaler over hvordan hun skal opføre sig, i forhold til hvordan hun egentlig har mest lyst til at opføre sig.

Og tante Morgen – åh, tante Morgen. Jeg havde en udefineret og abstrakt forståelse af hende i starten, og var usikker på, hvad hendes forhold til Elizabeth egentlig var, og om hun holdte af hende, eller blot passede hende, fordi hun ikke havde andre steder at tage hen. Men så læste jeg tantens kapitel, og tænkte bare ‘damn’. Tænk at hun havde haft så meget tålmodighed, i så mange år. Her tænker jeg især på scenen hvor Elizabeth, og så Beth, så Bess og til sidst Betsy alle sammen skal i bad, selvom deres fælles krop på den måde ender med at gå i bad 4 gange, uden at Morgen italesætter eller irettesætter dem; også selvom de bruger alt den badesalt hun havde købt til sig selv. Og så især også med den tålmodighed, hun håndterer de spontane køb, og Bess’ had til hende. Jeg fik næsten helt ondt af hende.

---

---