The Haunting of Hill House

Forfatter: Shirley Jackson 

Oplæsingstid: ca 6 timer

The Haunting of Hill House blev udgivet første gang i 1959, og er sidenhen blevet lavet til en mega uhyggelig og skræmmende serie på Netflix (du har måske set den under Corona karantænen?).

Jeg hørte lydbogen på Mofibo og var egentlig ret tilfreds med oplæseren. Jeg er ny i lydbog-gamet, men det er min opfattelse allerede, at det har en stor betydning for bogen, alt efter hvem der er oplæser. 

• 

Nå- tilbage til the subject at hand. The Haunting of Hill House har en lang opstart, hvor vi følger den unge kvinde Elanor i hendes færden mod Hill House, mens hun kører igennem de nærliggende byer og skove. Elanor er også den første til at ankomme til huset, og her er Shirley Jacksons beskrivelse af huset er eminent uhyggelig. Vi kender alle sammen det med at være et sted, vi ikke bryder os om at være, og hvordan et gammelt ubeboet hus, nemt kan komme til at se uhyggeligt og forladt ud. I takt med at stilheden træder ind, begynder man at køre sig selv mere og mere op, og det hele bliver mere og mere uhyggeligt. Men Hill House, in terms of creepiness, er dog en liga for sig selv. Jeg fornemmede det, som om jeg selv var der. Jeg kunne se det for mig, som det tårnede op på bakken- langt væk fra alt der minder om civilisation og varme. 

Eleanor møder herefter tre karakterer. Den første er Dr. Montague, der er forsker i det okkulte og har inviteret dem alle sammen til at overnatte i Hill House for at undersøge rygtet om at huset er hjemsøgt. Dertil den smukke og narcissistiske Theodora, og herren Luke, der er den fremtidige arving til Hill House huset. Eleanor selv, er en skrøbelig ung kvinde, der har boet alene det meste af sit liv, for at passe på sin gamle mor, og er som person meget kontrastfyldt i forhold til de andre karakterer. Det gør hende også spændende at følge. 

De er alle enige om at Hill House har en makaber stemning til sig- men det er særligt interessant at læse, hvordan de alligevel lader til at forsøge at “taler over det”. De undersøger, taler og går på opdagelse, i et hus hvor jeg personligt selv ville løbe skrigende væk allerede den første dag.

Point of no return opstår, da Eleanors navn pludselig står skrevet med blod på væggen. Hvem har gjort det? Er det Dr. Montague, Theodora eller Luke? Eller er huset rent faktisk hjemsøgt? Og i så fald; hvad vil spøgelserne så med hende? 

Jeg kunne rigtig godt lide historien. Den er uhyggelig, og man er ikke i tvivl om, at der sker ubehagelige ting i det store nærmest slot. Karaktererne dynamikker er også exceptionelle, og komplimenterer hinanden så vanvittigt godt. 

Vi får kun lov til at høre Eleanors tanker og følelser, og de andre karakterer betragter vi udefra. At kunne høre den skrøbelige Eleanors tanker og følelser, er også med til at give historien en særlig uhyggelig tone, da hun tænker og siger de ting, de andre ikke tør. Hun er mere på vagt, og hun er mere opmærksom på den uhygge der er i huset. 

Bogen startede meget mildt, men endte med faktisk at være ret uhyggelig, men også nem at følge med i. Der var ikke for mange karakterer eller hændelser uden for huset, og beskrivelserne var utrolig velskrevede. Man var slet ikke i tvivl om, hvordan Shirley Jackson havde forestillet sig det. 

Jeg ved ikke om man får den samme oplevelse af at læse den selv, i forhold til at få den læst op, men jeg kunne forestille mig det ville virke godt med bogen i hånden om aftenen og nogle milde lydeffekter fra et gammelt hus kørende fra Youtube i baggrunden. Puha haha.

Èn ting er i hvert fald helt sikkert- jeg skal aldrig ind i et hjemsøgt hus. Ain’t nobody got time for that.