Forfatterportræt: mød Anne-Marie Vedsø Olesen

Anne-Marie Vedsø Olesen er netop udkommer med hende nye bog ‘Vølvens vej – Snehild’ – der er første del af en planlagt ny serie fra Lindhardt og Ringhof, der er inspireret af nordisk mytologi og udspiller sig i jernalderen i Danmark. Læs med, og læs Anne-Marie lidt bedre at kende.

Q: TILLYKKE med udgivelsen! Og tillykke med en kanon flot, mystisk og dragende forside til “VØLVENS VEJ”. Først, er jeg nødt til at høre; hvor meget har du selv været inde over forsidens udforming? Og hvor er den smukke vikinge-udsmykning fra (hvis ikke den er blevet tegnet specifikt til denne bog)?

A: Den smukke drage-slange-ornamentik på forsiden er lavet specifikt til forsiden af Vølvens vej. Det er den dygtige Simon Lilholt fra Imperiet, som har lavet den inspireret af Book of Kells. Da jeg blev præsenteret for den, var jeg solgt med det samme. Det tema kommer forlaget og jeg også til at arbejde videre med i fortsættelserne. Nye men lignende udsmykninger i nye farver – stadig med samme tekst og baggrund – vil pryde de kommende udgivelser.

Q: Bogens hovedkarakter hedder Snehild – hvad kommer det navn af? Har det en særlig betydning? 

A: Jeg har selv sammensat navnet. Der findes navne som Snefrid, og Ragnhild, men kombinationen Snehild er jeg den første, som finder på. Sne fordi Snehild fødes under en snestorm og naturelementet sne generelt kommer til at betyde meget for hende. Hild fordi det betyder kamp, og Snehild bliver en person, der på mange måder tør kæmpe.

Q: Hvor meget nordisk mytologi skal man kende, for at ‘turde’ kaste sig ud i “VØLVENS VEJ”?

A: Intet. Absolut intet! Alt leges ind via handling og ord. For eksempel de tre norner – dem finder man ud af via handlingen, at de er en slags skæbnegudinder for fortid, nutid og fremtid. Herudover digter jeg til i forhold til den nordiske mytologi, så hvis man kender mytologien, vil man alligevel få et par nye historier.

Q: Hvor meget research er der i at skrive sådan en bog? Jeg tænker især på alle de afkroge af nordisk mytologi der skal læses og alt den historie man skal kende til, for overhovedet at kunne skrive bogen.

A: Mindre end man skulle tro. De nordiske myter er fragmenter, de er fyldt af huller, der refereres her og der, så det inspirerer til selv at digte videre. Jeg har særligt baseret mig på “Vølvens spådom” fra “Den poetiske Edda” og diverse opslagsværker. Hvad angår Jernalderen i Danmark omkring år 400, som jeg lader historien udfolde sig i, har der naturligvis været en del research. Hvilke husdyr holdt man, hvilke kornsorter dyrkede man på markerne, havde man brønde, hvordan var vejnettet, hvordan var husene bygget? – den slags. Men samtidig var jeg bevidst om, at jeg flere steder ville bryde med de arkæologiske fakta, fordi det fantastiske univers fra mytologien overtager fortællingen. For eksempel byggede man ikke stenmure om byerne i jernalderen, men jeg valgte at gøre det – som noget usædvanligt også – for at afspejle myten om byggeriet af muren omkring asegudernes Asgård. Man lavede naturligvis heller ikke stål, men jeg lader den ældgamle jættekvinde Hyrrokin kunne smede stål; hun bor i en jernskov og besidder generelt en urviden om metaller. Desuden er ordet ‘stål’ et gammelt norrønt – det vil sige oldnordisk – ord, så det var fint at få smidt med ind i fortællingen.

Q: “VØLVENS VEJ – Snehild” er jo den første bog, i en ny serie fra Lindhardt og Ringhof. Hvornår begynder du at skrive på 2’eren? Og hvornår kan vi ca regne med, at den er klar til de ivrige læsere? 😉

A:  Jeg er gået i gang med næste bind – arbejdstitel “VØLVENS VEJ – Misteltenen” – og er cirka 50 sider inde i den nu. Jeg har dog holdt en lang pause på grund af travlhed med udgivelsen af første bind her, men planen er, at næste bind skal kunne udgives i begyndelsen af september 2022. SÅ jeg får travlt nu!

Q: Har der været en del af skriveprocessen i målet mod at færdiggøre bogen, der har været særdeles svær eller sjov?

A: Det sværeste er altid begyndelsen. At udfolde universet, at skærpe konflikterne, at møde personerne og give dem kant. Det sjoveste for mig som forfatter er klart, når jeg har mulighed for at skrive psykedisk, fabulerende og poetisk. Det gør jeg i VØLVENS VEJ, når Snehild har sine syner, og når naturoplevelserne trænger sig på. Jeg har også hygget mig gevaldigt med de par små digte, som er med. Mange digte i romanen er citater fra “Vølvens spådom” fra Eddaen, men en del har jeg selv skrevet.

Q: Hvor længe har historien været undervejs, fra den første spæde idé, til den ramte butikkerne?

A: I februar 2020 skrev forlaget Lindhardt & Ringhof og jeg kontrakt på tre bøger, hvor en vølve skulle være hovedperson. Jeg gik hjem og tænkte og skulle samtidig også gennem en redigeringsproces med min forrige roman – dystopien “Månen over Øen”, som udkom juni 2020. Derefter skrev jeg første bind af VØLVENS VEJ og afleverede manus i marts 2021, og den udkom så 3. september i år. 416 sider. Det er meget, meget hurtigt for mig at skrive en roman inden for et år. Men fortællingen ramte rent ind det, jeg kunne og havde lyst til som forfatter. Jeg tror faktisk, at jeg her med min ellevte roman VØLVENS VEJ – Snehild har skrevet den bedste roman i mit forfatterskab.

QUICKFIRE

Te eller kaffe? Kaffe -sort

Morgenfrisk eller natugle? Morgenfrisk – sådan lidt

Indendørslæsning eller udendørs? Indendørs

Moderne bøger eller klassikere? Dem jeg får til anmeldelse til Politiken.

Favoritsnack til skrivesessions? Spiser ikke når jeg skriver

Kan du løfte sløret for nogle kommende projekter i 2021? Vølvens vej bind 2 – Misteltenen

En must-read du ville ønske du kunne få alle til at læse? Emily St John Mandel: Station 11

One-sitting eller overspringshandlinger? Overspringshandlinger

FÆRDIGGØR SÆTNINGEN

Hvis du var en gud/gudinde inden for Nordisk Mytologi, ville du være …Loke

Når jeg ikke skriver bøger, elsker jeg at …..gå i teatret

Hunde eller katte? Jeg er helt sikkert til ….hunde

Hvis der er én ting jeg aldrig kan leve uden, er det … et godt glas vin

Hvis jeg havde levet i Danmark i jernalderen, ville min profession have været …lægekyndig

Hvis jeg havde enevælde i Danmark, ville jeg … ordentlig faktuel uddannelse til alle


Du kan fange Anne-Marie på hendes Instagramprofil “amvodk” ved at klikke her, eller trykker her, for at komme ind på forfatterens egen hjemmeside. Hvis du er interesseret i at købe bogen, kan du klikke her, og komme ind på SAXO for at læse mere om dem.