Kære søster

Forfatter: Naiha Khiljee

Sider: 75

Forlag: Lindhardt & Ringhof

Om bogen

“Naiha Khiljee debuterer med digtsamlingen “Kære søster”, der med humor og skarpe iagttagelser skildrer emner som dagens feminisme og fremmedhad. Naiha Khiljee forener både satiriske fremstillinger og dyb samfundskritik med en levende poetisk kraft, når hun giver sine perspektiver på emner som racisme og feminisme i nutidens Danmark.” – goodreads beskrivelse

‘Kære søster’ er en bog jeg længe havde haft i tankerne, og da bibliotekerne endelig åbnede igen, drønede jeg ned for at låne den. Jeg sidder dog tilbage med lidt en følelse af ‘pøh’, fordi jeg rigtig godt kunne lidt indholdet og præmissen, men jeg var ikke vild med den måde det blev serveret på.

Sproget og opsætningen manglede for mig æstetik, og jeg manglede det ‘ekstra’, der virkelig kunne få indholdet ud over kanten. Til gengæld, er det en digtsamling jeg forestiller mig der er mange andre der ville blive rigtig glade for sprogligt, fordi den ikke pakker tingene så meget ind. Med dét sagt er det stadig en rigtig flot digtsamling, og mine yndlingsdigte var ‘oprør er også for pæne piger’, ‘perfektion’ & ‘ude-hjemme-ude’.

Hvis reinkarnation er virkelig, er jeg sikker på at jeg kommer tilbage som elitesvømmer. Jeg har øvet mig hele livet på at holde vejret og gøre mig mindre for at glide nemmere igennem strømmen.
Citat, ‘perfektion’ s.21

Jeg er også lidt en sucker for digtsamlinger, der er æstetisk pleasning både i opsætning og rim/rytme sproglige billeder, og det manglede jeg lidt her. I stedet for at være en digtsamling, tænkte jeg flere gange undervejs at Naiha er ‘for’ konkret, til at skive digte, og at det ville klæde hendes formuleringer at få lov til at skrive en novellesamling eller en bog med lange stream of consciousness beskrivelser – mere a la Virginia Woolf – og få flere indre perspektiver, frygter og tanker involveret, for at hun ikke blivet for distanceret i beskrivelser, der jo ellers er meget personlige.

Bogen har på to sider indvendigt den unge kvinde fra forsiden til at gå igen. Første gang er hun på på en venstre side i bogen, og anden gang i en højre. Jeg tænker det samlet skal være med til at symbolisere de tanker Naiha har, ens hun udadtil ser neutral ud, men viser samtidigt også hvem en stor del af samlingen er skrevet til. Da figuren senere kommer på en højre side i bogen, forestiller jeg mig a det fungerer om et symbol på, at vi er ved at være mod vejs ende i hendes tanker.

Digtsamlingen formåede at lade mig sidde tilbage med en følelse af omsorg og forståelse til min kære søstre, og en irritation over, at man vil bestemme hvordan vi skal se ud. En undren over, at vi er til debat, en vrede over den mistro der findes og ikke mindst en påmindelse af, at vi skal være her for hinanden.