Ungeenheden

Forfatter: Fine Gråbøl

Sider: 169

Forlag: gads

Om bogen

“Ungeenheden holder til på femte sal. Her møder vi Lasse, Marie, Waheed, Sara, hector og den navnløse fortæller. De har alle fået tildelt ophold efter en paragraf i Serviceloven og bor nu i det tidligere plejehjem, der udgør bostedet. Over en lang, varm sommer følger vi de små rutiner og store katastrofer, der tegner de unges hverdag med hinanden, personalet og det psykiatriske system. Alt imens de øver sig i at leve et almindeligt liv: at koge suppe, at sove om natten, at undgå at dø for egen hånd.”

Der er næsten ingen direkte tale at finde i Ungeenheden, og hvis du kan lide sådan nogle bøger, så har du her en garanteret vinder. Det der for mig er tricky når man skriver en bog med udgangspunkt i næsten udelukkende tanker og få direkte dialoger er, at det skal serveres på en spændende måde. Den æstetiske nærmest stream-of-consciousness metode bogen er skrevet på, bliver for ensartet, og til sidst så ens, at siderne og indholdet ligner det foregående.

Jeg kan dog rigtig godt lide temaet, der giver et indblik i en verden, vi alt for sjældent konfronteres med. Forfatterens fokus på livet som ungt menneske med en eller flere psykiske lidelser, og hvordan man lærer at begå sig i verden, have en hverdag, socialisere og håndtere alt fra at handle, lave aftensmad, gå ture til at undgå selvskade, er så fandens velkommen. Socialrealisme når den er mes velkommen.

Kian er den af de unge som har boet her længst, nogen har sagt ti år til oktober, så holder vi fest. Han bor på tredje sal i en torumsbolig med natblå vægge og trævlede mørklægningsgardiner. Hver anden dag arbejder han i Jobberiet lidt længere nede ad gaden, mindre tømreropgaver og cykelreparationer; om natten vandrer støvlerne.
Citat, s.46

Bogen er desuden letlæselig og skrevet i et nemt sprog og det er bestemt ikke en dårlig bog! Jeg synes bare den var lidt kedelig at læse. Det kan godt ske at det faktisk er en meget realistisk skildring af hvordan livet ville være, hvis man selv boede på det tidligere plejehjem blandet det tætte ustabile fællesskab vores karakterer nu engang udgør, men der mangler noget, for at vi som læsere og lyttere udefra, kan komme ind i historien. Vi bliver holdt lidt på afstand og jeg lærte aldrig helt hovedkarakteren at kende.