Undskyld, men jeg har ingen andre steder at gå hen

Forfatter: Sofie Riis Endahl

Forlag: Byens Forlag

Sider: 316

Om bogen

“Provinsprinsessen Rachel frygter aldrig at slippe væk fra provinsen. Økofreaken Malene får afslag på afslag fra skuespilskolerne og ville ønske, Moder Jord ikke var hendes eneste veninde. Holtekid Freja er træt af at gå i stykker ved ethvert lille vindpust, fordi hendes opvækst som plejebarn har givet hende ar på sjælen. Klogeåge Kåre frygter studenterhuen og forventningerne om, at han skal fra Bornholm til København for at studere. Grønlænderen Piil vender efter et år på efterskole tilbage til Arktis, hvor intet har forandret sig. Det har Piil til gengæld. Hvordan skal han nogensinde fortælle sin familie, at han er blevet kærester med en dreng? Og hvorfor svarer Freja ikke på Rachels beskeder? Hvad skete der den sidste aften, da de drak nede ved stranden?”

Undskyld, men jeg har ingen andre steder at gå hen er en chatroman – dvs at dens indhold ligner en Messenger chat (se billeder herunder). I starten var det en smule forvirrende at læse, fordi man skulle sætte sig meget ind i hvem der var økofreak, provinsprinessen osv., men efter lidt læsning går det nemt, fordi karakterernes personlighed begynder at skinne igennem, og kommer til at passe til deres kaldenavne.

Romanen udforsker online venskaber og de kasser, vi putter os selv i. Dog var den til tider lidt frustrerende at læse, fordi vores hovedkarakterer både er så dårlige til at suge det de mener, og handle ud fra det de føler er det rigtige at gøre, og så fordi de på mange måder egentlig ikke virker til at kunne lide hinanden – eller, nogle af dem gør, men så er der en karakter som Malene, der undrede mig meget. Både hende og Pii virker til at være relativt flade karakterer, der er sat ind, for at få dynamikken mellem de andre karakterer til at fungere; især Pii har igennem hele bogen måtte fungere som alfa-omega og alles personlige terapeut, uden på noget tidspunkt at kræve en anden plads til ham selv.

Nogle karakterer skinner derfor stærkere igennem end andre i fortællingen, men jeg synes overordnet set at Sofie Riis Endahl rammer rigtigt i hendes porttræt af hvordan man skriver sammen online og de ting der forbliver usagt i en chat, når man ikke er i hovedet på de forskellige menensker – i hvert fald ikke mere end de lader en. Ved at have bygget romanen op som en chatroman, møder vi karaktererne præcis som vi havde gjort i virkeligheden, havde de været virkelige; relativt distanceret og udelukkende gennem skrift læst udefra.

Alt i alt en spændende og interessant bog. Jeg kunne rigtig godt lide konceptet der var meget forfriskende og nyt, og overraskende letlæseligt. Bogen kunne være en god og interessant gave, til konfirmanten, eller fødselaren, der jo nok kommer til at suse let igennem den. Den har i hvert fald givet mig en interesse for, hvad Sofie ellers kan byde på, og en lyst til at kaste mig ud i mere af hendes allerede imponerende forfatterskab. Og der er bare lagt så meget arbejde i bogen, og det kan man mærke, når man læser den! Også mht. casting af skuespillere, til at tage billeder af dem i alle mulige forskellige situationer og kontekster, og så bruge dem i bogen som egentlige karakterer. Det er genialt sjovt tænkt.

Du kan læse mere om bogen, eller købe den, ved at klikke her.