100 Myter – om sundhed og sygdom

Forfattere: Kim Bartholdy & Andreas Hoff 

Forlag: Fadl’s forlag

Sider: 253

Titlen røber det nok lidt, men i bogen “100 myter”, kommer man ganske rigtigt igennem 100 myter om det et pågældende emne. Bogen for denne anmeldelse fokuserer på sundhed og sygdom.

Da jeg stod i Arnold Busck, blev jeg egentlig inspireret til at købe bogen, fordi den fik mig til at tænke på Corona. Og hvis der er nogen som helst form for litteratur der er tidssvarende lige nu, ja, så er det den her basse. Jeg ville have svar på mine spørgsmål, og få svar på min undren omkring sygdom og smitte, men også til mere private sager i forbindelse med det vægttab jeg gerne vil have sat gang i. 

I denne bog kan du blandt andet få svar på: 

  • Om man får gigt af at knække fingre?
  • Om gab smitter?
  • Om man får kraftigere hår, når man barberer sig?
  • Om det er farlige at holde et nys tilbage?
  • Om man skal tisse på det sted man er blevet brændt af en brandmand?
  • Om tyggegummi ophobes i din tarm?
  • Om kunstige sødemidler er kræftfremkaldende?
  • Om mænd med store fødder har en stor penis?
  • Om mænd faktisk tænker på sex hvert 7. minut?
  • Om folk i parforhold er lykkeligere end singler?
  • Om dine muskler bliver til fedt, hvis du stopper styrketræningen? 
  • ….Og meget meget mere! 

Det er en ren gavebod af sjove myter, man endelig kan få be- eller afkræftet. Og det er faktisk ret sjovt at quizze andre på, når man allerede selv har læst dem.

Bogen er let forståelig og ikke svær at forstå, og har en indeksside på hele 6 sider, så man nemt kan slå op og læse om de myter man gerne vil først. Man er derfor ikke nødt til at læse bogen fra ende til anden, men kan bruge den som et opslagsværk. Ved nogle kapitler følger også en fin illustration til kapitlets indhold. 

Hvem, hvornår og til hvilken lejlighed?

Bogen er ikke som sådan en bog, man “bare lige” læser fra ende til anden. Da jeg havde fået den hjem, brugte min kæreste og jeg den fakisk som en quiz, ved at jeg udspurgte ham om nogle af myterne, og om han troede de var sande eller falske. Det var lidt som en meget lang men sjovere episode af Mythbusters. 

Bagefter læste vi svarene sammen, og enten undrede os, eller bekræftede hinanden i, at selvfølgelig vidste vi dét, fordi vi er nogle genier.

“100 myter” bøgerne – om hvilket som helst emne – kunne også være en rgtig sjov ide at give i en pakkekalender, mandelgave eller i raflegave, her op til jul. Jeg tror ikke jeg kender en eneste, der ikke ville få sig en ‘aha’ oplevelse eller to. 

Bogen var lidt svær at give stjerner, da den jo ikke er en roman som sådan, ikke  indeholderet plot, karakterer eller noget som helst fra berettermodellen, men jeg er sikker på, at de fleste ville finde den spændende. Især hvis man kan dele dens indhold med andre, eller på en eller anden måde bruge den til sin profession eller hverdag.