Tour de Chambre

Forfatter: Tine Høeg

Sider: 324

Forlag: Gutkind

Om bogen

“Asta modtager en invitation til en mindehøjtidelighed for August. Det er 10 år siden, han døde. Dengang boede de på samme kollegium, og August var kæreste med Astas bedste veninde Mai. Nu skriver Asta på en roman, men invitationen griber forstyrrende ind. Den får fortid og nutid til at flette sig ind i hinanden. Fester, længsler og vaklen vækkes til live, sammen med dét Asta aldrig har kunne fortælle Mai.”

Mens jeg læste bogen kom jeg sådan hele tiden til at høre Mads Langers sangstemme, der sang “det er mellem linjerne, alting står”. Måske Mads i virkeligheden har skrevet selv samme sang efter at have læst ‘Tour de Chambre’? We may never know. Men én ting er sikkert – han har ret, for Tine Høegs nyeste roman, er eksemplet over dem alle på en velfungerende minimalistisk skrivegang, hvor læseren selv kobler karakterernes følelser og tanker sammen.

Jeg har ikke læst noget af Tine Høeg før – men jeg har lige bestilt både ‘Coronamonologerne’ og ‘De nye rejsende’ hjem as we speak, fordi jeg vil have mere. Det er så genialt skrevet, og jeg elskede selv at kunne fortolke mig til sammenhæng, udseende og alt der imellem.

Form og opsætning

Man kan ikke lave en anmeldelse af ‘Tour de Chambre’, uden at nævne dens form og opsætning- for den er absolut ikke som noget jeg har læst før. Jeg blev selv meget overrasket, da jeg første gang åbnede bogen, fordi jeg simpelthen ikke havde overvejet at den ville være anderledes, end alt andet skønlitteratur jeg har læst.

Bogen er skrevet med Tine Høegs varemærke og kendetegn, jeg har ladet mig fortælle betegnes som ‘lyrisk prosa’. For os der er knap så kendte i skriveriernes tekniske verden, betyder det, at teksten er en blanding mellem lyrik og den gode gamle klassiske romantekst. Mere konkret betyder det, at der næsten aldrig bruges komma eller punktum, men sætningerne er i stedet opdelt i linjemellemrum, og i sætningens indhold. Du finder heller ikke nogle citationstegn ved dialogerne, eller kapiteloverskrifter. Men det må du ikke lade dig skræmme af! Bogen er nemlig ikke svær at længe – tvært imod, flyder læsningen utrolig godt, og det fik mig da til efterfølgende at overveje, hvor meget der egentlig er brug for at blive forklaret, når vi læser, og hvor meget af konteksten, der giver sig selv.

Slutningen blev dog for mig lidt forhastet, og den blev en smule antiklimatisk, da hovedkarakterens store frygt og problem, egentlig ikke viser sig at være det. Jeg ville gerne have kogt lidt mere suppe på bogens sidste sider.

Og så på falderebet, en kort kærlighedserklæring til bogens friske farver. Jeg elsker forsiden. Den er så ny og dejlig, og så indbydende at se på. Billederne tog jo næsten sig selv. Og det er så dejligt, med en bog, der indbyder til noget nyt og spændende – alene på dens udseende – end ”endnu” en bog med de samme mørke farver, og et lille billede på forsiden. Personligt, bliver jeg selv tit tiltrukket af en bog, udelukkende på dens udseende.

Hvis du ikke har læst bogen, så burde du gøre dig selv en tjeneste, og anskaffe dig den med det samme. Det her er fremtiden inden for dansk litteratur.

Kunne du lide anmeldelsen?