Jorden under mig

Forfatter: Helle Vincentz

Sider: 280

Forlag: People’s

Om bogen

“Helle vokser op på en gård på Sydsjælland i 1980’erne. Mor er skolelærer, far er landmand. Helle er på fars hold, søsteren på mors. Helle forstår ikke alt hvad der foregår omkring hende. Men hun ved at statsministeren er ond. Det er ham som er skyld i kartoffelkuren, som gør livet surt for landmændende. Derfor skændtes far og mor oftere og oftere. Far begynder at opføre sig underligt. Og en dag skyder han sig i sine forældres kælder.”

Indhold og plot

Jeg både trak på smilebåndet og fik voldsomt ondt i hjertet, da jeg læste bogen. Vi følger en meget ung pige – uskyldig og dejlig – der bruger mere tid på at få sin far til at være glad, end hun er glad selv. Hun er ensom, hendes forældre skændtes og hun har til trods for at hun ikke selv oplever det (i takt med at hun fortæller det), en relativ svær opvækst. Hun føler sig ikke set eller hørt af sine forældre, der mangler hele tiden penge og på hjemmefronten er de opdelt i to hold: Helle og far, og hendes lillesøster og mor. Så da Helles far en dag begår selvmord, er hun pludselig helt alene – mere end hun var i forvejen. Og så kommer prøvelserne ellers én efter én.

Det er usikre tider, siger han og skubber mig ned fra skødet, så jeg står på gulvet. Jeg nikker tavs. Sådan føles det også for mig, men det siger jeg ikke, hverken til far eller mor.
Citat fra bogen, s.96

Jeg følte mig ekstremt knyttet til Helle, selvom hun og jeg ikke har haft den samme opvækst. Jeg kendte heller ikke til Helle eller hendes forfatterskab før ‘Jorden under mig’, men én ting kan der med sikkerhed siges efter at have læst denne bog- hun har et enormt talent for at beskrivelse verden, men lade tolkningen ligge mellem linjerne. Der er så meget usagt i fortællingen, vi alligevel forstår, der bliver vendt i de ellers små kapitler, der sjældent varer mere end er par sider ad gangen. At kalde det “kapitler” virker dog ikke helt rigtigt, fordi de er ikke nummeret eller inddelt med overskrifter. Det er snare forskellige brudstykker af hukommelsen og barndomsminderne, vi får kronologisk præsenteret. Men vi er ikke i tvivl om, hvornår et nyt minde starter, og vi er ikke i tvivl om, hvordan Helle har det.

Helle forstår sin mor og far, bedre end de måske forstod dem selv. Hun forstod, hvad der var krævet af hende i forskellige situationer, og hvad hun skulle sige (og ikke sige), for at redde stemningen. Hun indgår på præmisserne omkring hende, for ikke at være til besvær, og påvirkes af især hendes fars humør. Selv når præmisserne gør hende ked af det, eller bange, gør hun som der bliver sagt. Set med voksne øjne, gør hele situationen bare ondt i hjertet, og man har sådan lyst til at gribe ind og hjælpe.

Når jeg ikke læste, tænkte jeg på Helle. Hvor skulle det hele ende? Hvad ville der ske? Hvad sker der med en person, der vokser op på en går på Sydsjælland i 1980’erne, med sådan en opvækst? Hvor finder man kærligheden, når den har manglet? Og hvad betyder det for hendes voksenliv, at han oplevet så meget? Og alle de spørgsmål, kommer der også svar på. Når du først er gået i gang, kan jeg garantere, at du får svært ved at lægge bogen fra dig igen.

Tak til Helle Vincentz, for at du ville dele din historie med os. Den var både smuk og trist, men absolut også et værk du kan være stolt af. Og så skriver du jo som den drøm – det gør bestemt ikke oplevelsen værre. Herhjemme, kommer den til at rumstere længe endnu, og det er klart en bog, jeg kommer til at anbefale til alle.

Hvis du kunne tænke dig at læse mere om bogen eller købe den, kan du gøre det ved at klikke her.