Illustrator: John Kenn Mortensen
En lille historie af: Peter Adolphsen
Sider: Normalt plejer jeg også i mine anmeldelser at skrive sidetal på, men forlaget har valgt ikke at forstyrre illustrationerne med sidetal- og det synes jeg er godt valgt. Hvad skulle man alligevel også behøve sidetal for, i sådan en bog?
Natteræd er en gennemført bog. Den er knald sort på alle sider; indvendigt, foran, bagved, ja, over det hele. Til gengæld er den smule tekst der optræder, skrevet med hvid. Den er virkelig flot. Selvom illustrationerne er uhyggelige, er bogen rigtig flot (meget a la Stjernetegn fra forlaget Grønningen, hvor hele bogens visuelle udtryk er en del af dens indhold). Jeg er vild med det!
Jeg viste bogen til nogle af mine veninder da de kom på besøg, og de smed den fra sig, næsten som om de havde brændt sig på den. Ja, hvis man ikke er til gys, så bryder man sig nok heller ikke så meget om Natteræd. Jeg synes til gengæld den var cool. Jeg kan ikke rigtig give den stjerner, da den ikke indeholder en læsbar historie som sådan, men den har et klart tema, og mulighed for tolkning af illustrationerne og deres sammenhæng og man kan nemt forestille sig, at det kan skræmme de mindste. Men jeg skal ikke lyde kæphøj- nogle af illustrationerne passede ubehageligt godt på de ting, jeg selv har været bange for som lille.
Natteræd illustrerer nemlig alt det, vi er bange for, når vi sover. Titlen spiller på hvad der i det medicinske- og daglige sprog er kendt som “Søvnrædsel” eller “Natteskræk”, der er en søvnforstyrrende tilstand (hos primært børn) hvor deres mareridt er så slemme, at de vågner skrigende midt om natten. Oplevelsen er meget a la det, vi ser i gyserfilm, når hovedpersonen hjemsøges af onde dæmoner og spøgelser, og vågner op skrigende midt im natten. I virkelighedens verden, er det dog ret intenst for barnet og forældrene, og kan lede til, at barnet slet ikke tør sove, eller er bange for at være alene på sit værelse. Du kan læse mere om tilstanden her.
Motivet på billederne, omhandler derfor også børn, og de irationelle frygter man som barn har, for det, der venter i mørket. Et spøgelse, en heks, et monster. Man kan nemt sætte sig ind i frygten- jeg har den stadig når jeg går alene hjem sent en fredag aften, men idag er jeg ikke længere bange for uhyrer. Nu er jeg bange for andre mennesker.
Hvis du er interesseret i at købe eller læse mere om bogen, kan du klikke her.
Tid til Tanker 