Måske i morgen

Forfatter: Inez Gavilanes

Forlag: Carlsen

Sider: 289

Bogen er et anmeldereksemplar modtaget fra forlaget. Tak for læseoplevelsen! 🙂

Om bogen

“17-årige Lulu bor med sin mor Lena, der kæmper med psykisk sygdom og et svigende medicinforbrug. Lulu ved aldrig, hvad Lena kan finde på, og det er svært for hende at navigere i Lenas opførsel og skiftende humør. En dag bliver presset derhjemme for meget for Lulu, og efter et kæmpeskænderi med sin mor flygter Lulu ud af lejligheden … og lige ind i et fællesskab af piger, hvor man er der for hinanden. For første gang oplever Lulu at høre til. Men trygheden og omsorgen i den nye ‘familie’ har en pris. En pris, der viser sig at være langt højere, end Lulu kan betale.”

Stakkels Lulu. Jeg får simpelthen så ondt af vores ensomme hovedkarakter, der ikke er tryg ved at dele sine frygter og frustrationer med andre, efter at blive kørt mentalt ned så lang tid derhjemme. Hun er på mange måder en meget usikker karakter, der egentlig bare søger noget varme og nærvær, og en lille sjat kærlighed eller anerkendelse.

Inez er god til at skrive, og bogen er meget letlæselig. Hvis du vil læse noget der måske er ude for din comfort zone, og om en side af Danmark de fleste ellers kun konfronteres med igennem fjernsynet, er Måske i morgen er godt bud på den rastløse tilværelse, mange unge mennesker kan risikere at finde sig selv i.

En side af Danmark, vi ikke kan lide at konfronteres med

Ikke alle slutninger er lykkelige – og ikke alle fortællinger har et større pointe, eller mening til sig. Sådan er livet og sådan er Måske i morgen. Slutningen skildrer godt den rastløshed, forvirring og det pres vores hovedkarakter ligger under for at passe ind.

Bogen har været under meget kritik online – blandt andet for sit eksplicitte sprog, og brugen af ord som ‘bøsserøv’. Lad os starte med at blive enige om, at det er et gammelt og grimt skældsord, man ikke skal kalde hinanden – men jeg vil ikke kritisere bogen for at lade sine hovedkarakterer bruge sådanne ord, fordi det er sådan der bliver talt i Lulus omgangskreds. Jeg er selv født i Albertslund, og vokset op i Jersie nær Ishøj og Hundige, og de her klynger af unge mennesker man kan støde på rundt omkring, er *undskyld mit sprog* skide ligeglade med om de er politisk korrekte eller ej. De har større problemer i deres liv end at tale ordentligt. De kan lide at provokere. Derfor ville bogen være fortyndet og falsk, uden en fair skildring af det samfund, Lulu er vokset op i uden denne skildring – hertil også inkluderet et ellers træls sprogbrug.

*** SPOILERS **** Bogen har også været under kritik for dens repræsentation af dens eneste queer-karakter Missy og det er en fair kritik jeg er meget enig i. Det er en stereotyp skildring, vi burde være ovre, og der er flere gange hvor Missy taler i bogen, og man kan mærke, at det ikke føltes rigtigt; at hun ikke er en rigtig karakter. Jeg var også nogle gange i tvivl om Missys rolle; ja, hun er en del af banden med de andre piger, men hvis Missy havde været en dreng Lulu havde byttet sin krop for at kunne sove hos, så havde det haft en helt anden tone, så jeg var virkelig i tvivl da jeg læste den, om Missy var skrevet ind som et forsøg på at “bløde historien op”? Fordi Lulu kunne ligeså vel have lavet samme nummer hos Bilal, men det gør hun ikke. Det er næsten en måde at bagatalisere overgrebene på Lulu på, ved at lade Missy være en pige, og ikke en dreng, og dét brød jeg mig ikke om.