Det gule tapet

Forfatter: Charlotte Perkins Gilman

Sider: 52

Forlag: ESCHO

Om bogen

“Det Gule tapet (1892) er et uomgængeligt værk i amerikansk feministisk litteratur. Charlotte Perkines Gilmans historie, om en kvinde der gennemlever en ufrivillig “hvilkekultur” på et værelse med en ildevarslende indretning og et hypnotiserende gult tapet, er baseret på Gilmans egen katastrofale erfaringer med en tvungen hvilekur ovenpå en fødselsdepression”

Det tætteste jeg nogensinde kommer til at forstå Gilmans hvilekur og frustration er ved at referere til Corona og den totale samfundsnedlukning, jeg selv har levet under det sidste års tid. Jeg føler virkelig, at jeg har været på en meget intens, ufrivillig og langvarig hvilekur, i min egen lille lejlighed. Heldigvis er alle væggene hvide, og her er ikke noget voldsomt gult tapet, men ikke desto mindre, forstår jeg Gilmans historie på et helt andet niveau, end da jeg læste den første gang- længe før Corona.

Det gule tapet – eller på engelsk, The Yellow Wallpaper – er et fantastisk eksempel på en feministisk læsning om kvindeliv, rettigheder og mandens ejerskab over kvinden i det traditionelle ægteskab. Bogen fokuserer på hovedkarakterens reaktion på en fødselsdepression, og det problem der opstår, da hovedkarakteren føler behov for at gøre en masse ting, som hendes mand, der også er hendes læge, ikke vil have at hun gør. Hvad gør man da, når ens instinkter fortæller en ét, mens ens læge, og mand, fortæller en noget helt andet?

Mens vi følger vores hovedkarakter og hendes tanker, lærer vi også, hvordan hendes hvile”kur” resulterer i at hun bliver mere og mere paranoid, og mindre sig selv. Her får fortællingen et psykologisk uhyggeligt twist, da hun begynder at tro, der er en kvinde der lever i tapetet, der følger efter hende i huset.

Da hovedpersonen og hendes mand tager til et hus på landet, og vores hovedperson dag ud og dag ind er fanget i væreslet med det krympede, forfaldent og hæstlige tapet, forværrer dette kun hendes psyke. Hendes mand/læge er ignorant, og forstår sig ikke på, hvad det er, hun har brug for.

Den Victorianske kvinde

Det gule tapet er ved at have nogle år på bagen, men stadig et must read inden for feminisitisk litteratur, og stadig den dag i dag, en historie, der kan sætte gang i debatterne. I historien befinder vi os i en tid, hvor man mente at kvinder var hysteriske, at manden viste bedst og at “hysteri” kunne kureres med lidt ro, og frisk luft. Det er en meget kort historie – på kun små 50 sider, men den er din tid værd.

Dronning Victoria reagere i Storbritannien fra 1837 til 1901. Den Victorianske kvinde var – trods det var en kvinde som statsoverhovede- andensgradsborgere, hvis liv var bestemt til at fokusere på at blive gift og få børn. Ved ægteskab, overgik kvinden til mandens ejendom – ligesom en anden “ting”. Skilsmisser blev først tilladt for kvinder i 1857, men mandeligs utroskab var eksempelvis ikke en skilsmissegrund. Mænds rolle i samfundet var ude i verden, og kvindernes i hjemmet. Det der især faldet mig ind, ved at læse Charlotte Gilmas bog, er hvordan den selv samme forståelse af kønsopdelingen gør sig gældende i den anbefaling (læs: ordre), vores hovedkarakters mand giver sin kone. For at få det bedre, må hun selvfølgelig få ro og hvile fra alt den daglige ro og hvile hun fik i et andet hus, end det hus hun til dagligt opholdte sig i. Som om det skulle gøre en kæmpe stor forskel for hende. Vores hovedkarakter har dog instinktive følelser af, hvad hun tror, der kunne hjælpe hende til at få det bedre, men er nødt til at efterleve sin mands ord.

I anledning af Marts i Kvindernes Tegn, giver bogen her en god mulighed for at reflektere over den mængde af kvinder, der har levet før en selv, der har måtte udholde grusomheder fra verbal og fysisk vold, til vold af seksuel karakter, manglende rettigheder i alle aspekter af livet, at blive behandlet på samme niveau som en papkasse (læs: en “ting”) og et liv, der ikke tilhørte dem dem. Historien her vil for evigt minde mig om, hvor kort tid siden det er, at kvindekampen fandt sted, og hvorfor kampen stadig i dag, er mega vigtig. Vi kæmper for rettigheden til at leve som vi vil – uden konsekvenser.

Det var ikke første gang jeg læste Charlottes historie, og det bliver heller ikke sidste gang. Det var dog første gang, jeg læste den på dansk. Selvom oversættelsen er rigtig fin, vil jeg råde alle til at læse den på engelsk. Det giver en bedre scene for tidsånden og det engelske sprogbrug, tilføjer meget til historien og karaktererne. Hvis man generelt er mere til litteratur på dansk, er oversættelsen dog fint tro mod den originale engelske tekst.

Hvis du er interesseret i at læse mere om den danske oversættelse, eller købe den, kan du gøre det, ved at klikke her.

Kunne du lide anmeldelsen?