Bogblogger portræt: mød Cecilie bag Bogbanden

Q&A SESSION

Hvem er Cecilie bag “Bogbanden”

Cecilie bag Bogbanden er mig 😉 Spøg til side. Jeg er 33 år gammel, gift med Casper, mor til Fiona (2,5 år) og Leonardo (10 måneder), samt hundemor til Cocio (nyligt adopteret Siberian husky) og Pumba (Japansk spids). I øjeblikket er jeg på barsel med Leonardo. 

Hvorfor “Bogbanden”?

Bogbanden kommer sig af, at jeg har store ambitioner for mit lille projekt. Uden at afsløre for meget, så har jeg en drøm om, at “Bogbanden” ikke kun skal bestå af mig, men andre også. Helt hvordan må tiden vise (jaaaaa, sikke en cliffhanger).

Hvilken slags litteratur kan du bedst lide at læse?

Uha.. Den er svær, da jeg virkelig er glad for det meste. MEN jeg er nok allermest til de gode skønlitterære historiske romaner og gerne dem med en masse kød på. Som bogblogger er det rart, at have mange korte udgivelser, da der jo er så mange man gerne vil igennem på kort tid, men jeg er altså en sucker for en af de tunge drenge. 

I forhold til genre kan jeg ikke komme udenom, at jeg sluger alt inden for spændingsromaner, krimier, gysere, horror og tegneserier. Med det sagt er jeg virkelig også glad for serier som fx. “Harry Potter”, “Det store århundrede” af Jan Guillou og “Venner og Fjender” af Hammer søskendeparret.

Er der nogle genrer du ikke er så glad for? 

Jeg er ikke umiddelbart den største fan af de lyriske værker, hvorfor de helt sikkert heller ikke vil fremtræde særlig meget på min profil. Men jeg er åben for, at udvide min horisont, så smid endelig anbefalinger afsted.

Hvordan finder du tid til læsning i hverdagen med både børn, hunde, hverdagsliv og arbejde?

Lige nu står jeg med en bog i hånden eller lytter til lydbog så snart jeg har 2 minutter for mig selv. Det er på gåturen med hundene, under opvasken, når Leonardo sover, når begge unger er lagt i seng om aftenen osv. osv. Jeg er lidt spændt (og frygter faktisk lidt) hvordan det kommer til at være, når jeg starter på arbejde igen 😱

Hvad er for dig det specielle ved litteraturen, der gør, at du elsker at læse?

Jeg elsker at læse, fordi det tager mig på en rejse. Jeg kan koble fra den travle hverdag og begive mig ind i et helt andet univers. Et univers hvor jeg ikke skal skifte ble, gå med hunde, tage en opvask og alt andet der hører til hverdagen. Ligeledes føler jeg mig også tit oplyst, når jeg har læst en ny bog. Det er sjældent, at jeg ikke føler, at jeg har lært mindst én ny ting om verden eller et sted i verden. Følelsesmæssigt bliver jeg også konfronteret med hele paletten og jeg elsker hvordan en bog kan påvirke mig. Nogle bøger forsvinder fra min erindring så snart sidste side er læst, men så er der de bøger, der præger mig i lang tid efter.

Hvordan blev du bekendt med boglogger verden på Instagram?

Helt ærligt, så blev jeg først bekendt med den, da jeg havde startet “Bogbanden”. Ja,I know, undersøg da lige den verden du lever i 😅 Men Bogbanden startede faktisk med,at jeg bare ville starte en profil for, at komme i gang med at læse igen efter næsten 2,5 års pause. DA jeg så fandt ud af, at bogblogger var en ting, så eksploderede mit hovede af ideer og ambitioner. Men det var først da jeg oprettede min profil, at det gik op for mig, at jeg jo er gået glip af et samfund af søde og venlige mennesker, som er lige så passionerede og nørdede omkring bøger som jeg.

Er der nogle andre bogbloggere, du godt kan lide at følge?

Uhhh.. der er mange. Jeg synes, at der findes en/flere bogbloggere inden for hver genre, som gør det sindssygt godt. Jeg er vild med de bogbloggere, der er ærlige, personlige, humoristiske og inspirerende. Jeg kan komme med et par eksempler på nogle af dem;

@hellolasse og @bogdoktor var faktisk de to profiler, som jeg faldt over helt i starten og stadig troligt følger. Tit kommer der også lidt snakke ud af mit følgeskab, så sorry til i to 😉 @buchsbooks og @anettesbookshelf er også profiler, som jeg synes er hyggelige og kan få mig en lille kort snak med angående vores posts. Ja, faktisk har @anettesbookshelf og jeg joket med, at lave en Gammelpot-fanklub 😆

Jeg har altså en forkærlighed for udlandet og derfor følger jeg også ekstra med hos nogle udenlandske profiler. Mine favoritter er @yuki.reads , @jordys.book.club og @mysharedstacks og de er fyldt med læseglæde og inspiration. BIG TIME. Hvis ikke du allerede følger dem, så tjek dem ud. Jeg følger også en del forfattere og jeg er så imponeret over den tid, som de vælger at bruge på deres følgere. Sidst med ikke mindst,så er der jo selvfølgelig @tid_til_tanker, som jeg faldt over, fordi jeg blev tagget i en challenge (tak for det da). Jeg er ikke kun vild med profilen fordi du – Victoria –  er en fantastisk bookstagram sparringspartner, men også fordi du viser en profil der er både ens og anderledes end min. *edit note: awwww <3*

Hvordan vurderer du bøgerne/ hvordan opfandt du din skala til anmeldelser?

Jeg vurderer mine bøger på en skala fra 1-6 bogstakke. 

Hvorfor seks bogstakke og ikke de klassiske fem? Helt ærligt, så er jeg ikke fan af at være alt for klassisk og drukne i det store hav, så jeg hoppede lige med i båden hos de 6-stjernede bogbloggere 😉 Min skala går fra 1 (en bog jeg ikke gad læse færdig/ville ønske jeg aldrig havde læst) til 6 (en bog, som jeg vil læse igen). Alle karakterer indimellem nærmer sig jo de to yderpunkter og jeg synes tit, at jeg må mærke efter indeni, for at finde frem til den helt rigtige karakter. Det er for mig ikke bare lige at smide en høj karakter afsted- medmindre bogen er ekseptionelt mindblowing.

Du har jo lige lanceret et helt ny flot hjemmeside! (og tillykke med det). Hvorfor spreder dig ud til en blog også, og ikke ‘bare’ være på Instagram? 

Tak tak. Ja, se lige mig, jeg har en hjemmeside, så nu kan i se mig ekstra meget 🤣 Bloggen/hjemmesiden er næste skridt i mine planer for “Bogbanden” (cliffhanger, I know). MEN den er også et værktøj for mig, hvor jeg kan nørde ekstra meget. Instagram sætter en begrænsning for hvor meget jeg kan gå i dybden med mine anmeldelser og planlagte interviews af forfattere, så jeg har nu skaffet mig selv en platform mere, der giver mig ekstra plads at fylde på.

Hvor er “Bogbanden” om 2 år?

Hmm.. for at være helt ærlig,så ville det være mega kodylt cool at blive nomineret (eller ja, faktisk vinde) Dansk bogblogger award 2021- sååååå stem lige på mig, hvis jeg er heldig at blive nomineret.

Men forhåbentligt, hvis livet ikke kommer for meget i vejen for min lille hobby, så er Bogbanden ikke bare mig med en IG-konto og bogblog, nej så er bogbanden meget mere end det. Jeg ønsker at involverede de kære følgere meget mere i min gøren, og håber på, at det lykkes. Jeg ved godt, at det er et vagt svar, men jeg vil ikke ødelægge overraskelsen. *trommehvirvel* 

Udgivelser du glæder dig til i 2021

Der er rigtig mange udgivelser i 2021, som jeg glæder mig til, men der er nogle, som jeg glæder mig mere til end andre. Jeg kan slet slet ikke vente på, at der kommer nyt fra Karin Slaughter, Cara Hunter og Holm & Bolther. Det er alle krimier, som jeg i bund og grund jo nok er allermest til. MEN jeg glæder mig også til det nye bind i “Venner & Fjender”- serien af Lotte & Søren Hammer. Det er en historisk spændingsroman-serie, der virkelig har fanget mig og jeg kunne læse mange flere bind af den.

Arrangementer du glæder dig til i 2021

BOGFORUM! Og jeg siger bare; intet 2021 uden BogForum – Corona gå nu væk!  Jeg glæder mig også til krimimessen i Horsens fængsel, som jeg skal se online hjemmefra og så håber jeg inderligt på, at der åbnes op, så der kommer en masse forfattertræf og Litteratours.

QUICKFIRE

Te eller kaffe?

Te og jeg drikker RIGTIG meget hver dag 🙂

Indendørs eller udendørs læsning?

Jeg har drevet en hundebørnehave i 2,5 år, så må sige : udendørs!

Hvis du var en bog, var du … 

“Alice i eventyrland” af Lewis Carrol

Digte eller fantasy?

Fantasy

Dansk eller engelsk litteratur?

Dansk

Læsero eller musik i baggrunden?

Læsero. Jeg er ikke så god til at koncentrere mig, hvis fx. min mand ser serier i baggrunden. Vil jo bare se med 😉

Moderne litteratur eller klassikere?

Uhhh… Jeg elsker en god klassiker, men læser mest moderne litteratur

Skønlitteratur eller fagbøger?

Skønlitteratur er mit go-to, men jeg har altså også mange hylder med faglitteratur 🙂

Jeg kan bedst lide at læse, når …

… jeg kan. Jeg elsker virkelig at læse, så hvert sekund jeg har bruges på at læse 🙂

En bog du ville ønske alle havde læst

Hmmm… der er så mange, men jeg ville ønske for alle, at de havde læst Jordens Søjler af Ken Follett, Livet – illustreret” af Lisa Aisato og Ondskabens hotel af Stephen King.


Du kan gå direkte til Cecilies Instagramprofil og følge med, ved at klikke her, eller du kan hoppe ind her, og komme direkte ind på hendes hjemmeside.

SENESTE INDLÆG

Chapter

Få 45 dages gratis abonnement til Chapters lyd-og e-bogsunivers ved at klikke her og bruge rabatkoden ‘TIDTILTANKER45’

Read More

Loading…

Something went wrong. Please refresh the page and/or try again.