Den jeg skulle blive

Forfatter: Geir Gulliksen

Sider: 254

Forlag: Gutkind

Rating: 4 out of 6.

Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget. Tak for bogen! 🙂

Om bogen

“Midt i livet står Henning pludselig alene. Han er blevet skilt flere gange, han ser sjældent sine børn, og da han opfører sig grænseoverskridende over for en kunde, bliver han fyret fra sit arbejde på et reklamebureau. Den uventede fritstilling får Henning til at genoverveje sin tilværelse: Hvilken mand har han været over for de kvinder, der formede hans liv? Hvilken slags barn var han, og hvilken slags far? Spørgsmålene fører til overraskende erkendelser om Hennings liv – ikke mindst om hans forhold til datteren Synne, der forsøger at holde Henning på afstand. Men de fører også til uventede møder, der for altid ændrer Hennings syn på køn, seksualitet og identitet. “

Den jeg skulle blive er en meget tænksom roman, om forskellene på den man er, og den man gerne vil være. Vi følger Henning i hans op- og nedture i livet, og mit tilhørsforhold og min forståelse af personen Henning blev hele tiden udfordret under læsningen. Bogen består af 5% dialog og 95% tanker og refleksioner, og forfatteren Geir Gulliksen har gjort det svært for os, at vide, hvem vi egentlig taler med – den egentlige Henning, eller en Henning der taler sig selv op til at være en anden, end den han er. Det giver dog et spændende lag til fortællingen, men det er til tider svært at vurdere, hvem Henning egentlig er.

Jeg vil ikke være en kvinde, hvis det er det, du mener. Jeg vil forresten heller ikke være en mand. Jeg vil bare gerne have en, der respekterer mig og tager sig af mig

Citat, s.234

Bogen arbejder meget med kønsroller, og Hennings forsøg på både at bryde fri fra dem, indordne sig under dem og ikke at anerkede dem. Selvom han flere gange føler at han gerne vil bryde fri af at være ‘en mand’, og være følsom, blive passet på og gøre sig lille, er han ikke i stand til selv at gøre aktivt brud med hans kønsrolle, hvilket også resulterer i, at han ikke forstå at knytte sig til andre mennesker.

Der er simpelthen så mange lag i historien, at man kunne analysere den fra nu, og til jul, og stadig ikke have kortlagt alle de små guldkorn, for her bliver arbejdet med så meget, på samme tid. Jeg var personligt selv ret investeret i at fokusere på kønsrollerne, og især hvad der udgør en ‘rigtig mand’, og en ‘rigtig kvinde’, og hvordan det er svært at gøre brud med kønsrollesystemerne, hvis ens partner, datter, chef eller alle andre, forventer af en, at man spiller sin rolle. Så bliver det pludselig meget svært at danne emotionelle forbindelser til andre mennesker, fordi man i sin kerne ikke er én rolle; man er bare sig selv. Men det er heller ikke nemt at finde ud af, når an ligesom Henning overtænker alt, og mener at man har regnet alle andre mennesker ud. Så får de ikke lov til at være sig som dem de er, fordi de ligeledes skal forsøge at passe ind i hans forståelse af hvem de er.

Opsætning

Bogen har ikke kapitler, men har i stedet tre større inddelinger.

Del 1: Forbitrelsen

Del 2: Ømheden

Del 3: Den jeg skulle blive

Bogen er reflekterende, overvejende og analyserende, mens Henning forsøger at lade os forstå hans beslutninger, og hvordan han er endt hvor han er i livet, og de to første dele af bogen er langsomme, og der er meget baggrundsinformation og mange episoder, vi skal igennem. Jeg var overrasket over, hvor lidt den 3. del af bogen ligner de andre. Det går helt amok, og Henning kaster sig til højre og venstre efter nye idéer til, hvordan han kan blive den han gerne vil være. Hans ideer er pludselige og spontane, og man er aldrig helt sikker på, hvad der skal ske som det næste. Jeg kunne generelt bedst lide den tredje del, da jeg følte de to første dele byggede noget op, jeg allerede havde regnet ud.

Jeg så på hendes bagdel, hun så, at jeg så på den, og og på den måde fik jeg set mig selv udefra. Jeg kunne ikke nægte det længere, det var sandt, jeg var blevet den slags mand

Citat, s. 138

Der var nogle grammatiske ting ved bogen, der tirrede mine øjne, da jeg læste den. Jeg har ikke læst noget fra Geir Gulliksens forfatterskab før, så jeg ved ikke, om det er en bevidst skrivestil, men det forstyrrede mit læseflow en gang imellem.


Kunne du lide anmeldelsen?

NYESTE INDLÆG

Loading…

Something went wrong. Please refresh the page and/or try again.