Girls just wanna have fun(damental human rights)

Forlag: Cobolt

Forfatter: Skrevet og tegnet af Jessica Hallbäck og oversat af Eva Obelitz Rode

Sider: 246

Rating: 4 out of 6.

Girls just wanna have fun(damental human rights) er en grafisk novelle og originalt svensk bog, der i 2020 er blevet oversat til dansk. Bogen går med brug af illustrationer, statistikker og tekst igennem de faktorer og problematikker kvinder i Sverige og Danmark er udsat for og møder, i deres hverdag. Da man oversatte bogen til dansk, valgte man at holde de svenske statistikker i bogen, og sætte de danske ind som sammenligningsgrundlag. Om man har et andet land man sammenligner med Sverige i den svenske udgave, ved jeg ikke, men det fungerer godt for læseoplevelsen at man kan sammenligne Danmark med vores naboland. Det giver et godt perspektiv, og en god forståelse for hvor hurtige/langsomme Danmark har været i de forskellige aspekter af ligestillingskampen. 

Bogen kommer ind på blandt andet temaer som ligestilling på arbejdspladsen, abort rettigheder, kropsforståelse- og udseende og sætter stort fokus på de strukturer der omringer vores samfund i dag, og spekulerer over, hvorfor de er der. Dertil tager den også nogle gamle Disney eventyr op, og vender dem på hovedet, for at understrege hvor absurde kønsrollefordelingerne er. Det er faktisk ret sjovt, men man forstår hurtigt pointen. 

Jeg kan godt lide feministisk læsning, der minder os om og udfordrer vores kønsforståelser. For mig, er det vigtigt at forholde sig til, så man kan vurdere og overveje de ting der sker omkring en i ens hverdag, og danne sig et standpunkt og en holdning. Bogen er dog hurtigst læst, til trods for de mange sider, og jeg kunne godt have tænkt mig nogle real-life cases og endnu flere statistikker og tal, til at underbygge hvorfor der er brug for feminismen. Bogen kommer i forvejen med en masse godter, men hvor kunne det være fantastisk med et halvt opslagsværk man altid bare kan slå op i og referere til. 

Overordnet kunne jeg godt lide bogen, men oplevelsen er slut for hurtigt, og i forhold til samme forlags udgave Superfeministerne, der virkelig er flot opsat, ryger den desværre ikke helt i toppen af læseoplevelser. Derfor får den 4 ud af 6 stjerner. Den er dog godt illustreret, nem at overskue og forstå og klar i spyttet. Dét kan man kun sætte pris på. 

_______________

Du kan læse mere om bogen på forlagets hjemmeside ved at klikke her.

Pssst. Forfatteren Jessica Hallbäck er forresten meget populær på Instagram, hvor regelmæssigt hun publicerer tegninger og illustrationer. Du kan klikke her, hvis du vil ind og følge med. Jo flere vi er til at følge med, jo bredere bliver hendes budskab bredt ud.