YATZY

Forlag: Attika

Sider: 88

Vi møder i bogen Mikkel, vores forfatter og hovedkarakter, der betragter Amager fra sin vindueskarm hvor hans observationer sætter gang i nogle tanker, der leder ham til at tænke tilbage til et bestemt døgn fra sidste sommer. Fortællingen er cirkulær og vender ligesom et klassisk essay tilbage til sit startpunkt, med nogle afsluttende refleksioner der knytter sig til den bestemte historie, og på samme tid til en mere bred virkelighedsforståelse. 

Bogen har et interessant skel mellem virkelighed og fiktion. Især kommer her karakteren Jon til sin ret, der skifter mellem en konkret person i fortællingen og en mere abstrakt karakter, der guider Mikkel i hans drøm.  

Hvad jeg dog først lagde mærke til, var sproget. Sproget minder meget om det man ville finde i et digt eller essay. Fortællingen er meget legende og metaforisk i sit sprog, med utallige troper og besjælinger der giver scenarierne og beskrivelserne et helt andet liv. Det gør sproget til en oplevelse i sig selv – foruden bogens egentlige fokus og handling. Det gjorde det dog også svært for mig lige i starten at finde ud af, hvad bogen egentlig forsøgte at byde mig. Eksempelvis kommer det første tale-citat først på s. 19. Indtil da bliver vi taget hånd om med forklaringer, stemningsbilleder og iagttagelser fra gaden, der sætter scenen og tempoet for bogens karakterer og tidsforløb. Bogens introduktion rummer deraf en lignende Virginia Woolf “train of thought” skivemetode, hvor forfatteren beskriver alle de ting han ser, mærker, rør og tænker, og lader disse ting guide ham til et et nyt emne. 

Hvad jeg især godt kan lide ved det meget legende sprog, er de modsætninger der kommer til udtryk, eks. “dræbende og livsgivende lys”, eller de mere sjove beskrivelser som biler der “flanker” for et butiksvindue. Især besjælingen med bilerne, der giver dem en menneskelig og nærmest militærlignende reference, som de står der og fylder farligt i et gadebillede, var fedt at læse. Det gav en indikation på, at der var noget der skulle ske. Om det så var så vildt som besjælingen indikerede, eller mere passivt som den egentlige fremstilling, var mere uklart. Men der var noget i gærde. 

(Faktisk kunne jeg godt se Guldager skrive en digtsamling en dag, for jeg tror det er en genre han kunne formå at bestå med kryds og slange.)

Dertil synes jeg at det er ret interessant med et sprogbrug der er så flydende og abstrakt, tilsat en titel på noget af det mest konkrete spil man kan spille: Yatzy. Et spil med faste regler- men på samme tid et spil, der bygger på tilfælde. Nogle gange vinder du, andre taber du. Bogens titel er dertil også rigtig sjovt tænkt. Men man skal læse bogen for at fange dén sammenhæng 😉 

Hvis jeg i opsummering skal være helt ærlig, var jeg ikke klar over hvad bogen kunne give mig. Men jeg blev meget overrasket. På få sider rør den temaer som kærlighed, fremtid, familie, tilfældigheder, det guddommelige, livet og døden. Og den har en utrolig fin pointe til sin slutning. Så fin, at jeg lige skulle bruge en aften på at tænke over, hvad den egentlig havde fortalt mig. Og jeg elsker litteratur, der får mig til at tænke. 

Køb den, læse den og tænk over den. Accepter livet som det er, og gør de ting der gør dig glad.