Forfatter: Mette Korsgaard
Forlag: Grønningen1
Sider: 155
Dette er ikke en selvhjælpsbog. Det slår forfatteren Mette fast – men det blev det lidt alligevel. “Allerkæreste veninde” er en bog hvor forfatter Mette Korsgaard reflekterer over sit liv og sine venskaber, hvad der skabte dem, ændrede dem, endte dem, udviklede dem, og hvad venskaber betyder for hende den dag i dag. Bogen veksler derfor mellem en biografi og hvad der minder om en fagbog- for selvom man skulle tænkte at noget som et individs personlige venskaber og erfaringer ikke kan akademisk verificeres, er det lidt det bogen forsøger sig på alligevel.
Vi følger forfatterens personlige liv og udvikling, og får lidt henkastet refereret til nogle citater fra artikler, akademikere, undersøgelser eller andre populære faglige værker inde i bogens brødtekst. Tanken er god, men de fleste gange der refereres til viden udefra, føler jeg egentlig, at det godt kunne undlades. Forfatteren drager nemlig den selv samme pointe som hun refererer videnskabeligt til, og omformulerer den også selv før og efter citatet, så for mig virkede de mange referencer og citater til akademiske værker tit malplacerede, for mange og unødvendige. De kommer ikke til sin ret, når der er så mange af dem.
Jeg kan følte under læsningen at kapitlerne var lidt lange, og det var meget “snak om snakken”. Bogen siger i virkeligheden bare ting, vi godt allerede ved, og der kommer ikke nogle nye eller vilde ting smidt på bordet, andet end at Mette nu har forskningsmæssige belæg bag hendes påstande.
En af de ting der dog fangede mig ved bogen og som var super interessant, var eksempelvis på s. 21, med forfatterens refleksioner over de undskyldninger, man giver andre, når man ikke har lyst til at gå ud. Da man var lille, kunne man snildt takke nej til en leg med de andre, fordi man hyggede sig fint for sig selv. Men som Mette forklarer; når man så sidder derhjemme i underbukser og velfortjent efter en lang arbejdsdag sætter Netlifx på med en stor spand popcorn klar på sit lille sofabord, ja, så sidder man faktisk lige og har det rigtigt fint. Man hygger sig og jeg slapper af – udelukkende i sit eget selskab. Men hvorfor er det ikke det man siger til andre, når de spørger om man vil med ud? Hvorfor kommer man med dækhistorier? Det var en super fed pointe fra læsningen. Hvorfor er der noget galt i at have det hyggeligt for sig selv? Og dertil vender bogen jo nogle ret spændende tanker: Når vi fravælger folk, er det så et spørgsmål om intolerance, eller kan vi bare selv spejle os bedre i nogle andre? Er misundelse godt eller dårligt? Hvornår i livet er venner vigtigst? Hvad betyder kærester for venindeforholdet? Skal alle være bedste veninder med sin søster? Og skal vi have dårlig samvittighed når et venskab slutter?
Nogle få ting fik mig til at trække lidt på smile læberne da jeg læste det, fordi jeg kunne genkende det fra mit eget liv- de fleste gav dog mest en følelse af “ah ja, det viste jeg da godt”. Andre var så mindre genkendelige, fordi jeg er ikke er vokset op på samme måde som forfatteren. På den måde kommer vi hinanden ved, men jeg fandt det svært at finde relevansen for mit eget liv, mange af gangene.
Bogen var derfor ikke revolutionerende for mig, men bestemt hyggelig at læse. Der er mange aspekter af forfatterens liv, man sikkert kan sætte i forbindelse med ens eget, og på denne måde kunne reflektere med over de ting, der sker mellem veninder, og hvordan livet udvikler sig i alle mulige veje.
“prioriter din veninde. Så bliver du glad på den lange bane”
Tid til Tanker 