Kvinder uden mænd

Forfatter: Shahrnush Parsipur

Forlag: Gyldendal

Sider: 188

Jeg var klar på en mega feministisk fortælling, med kvindepower, undertrykkelse, og familiedrama. Og jeg fik lidt af det hele.

Men jeg troede dog at jeg skulle læse realisme. Hardcore, ind til benet skildringer, der kunne forklare og visualisere undertrykkelse i 1950’ernes Iran, den evige kvindekamp og kampen mod frihed. Romanen er dog ikke kun realistisk hele vejen igennem – men det er ting der klæder bogen. Disse karakterer, disse kvinder, der opnår denne nye viden omkring kvindekroppen og underlivet, er ikke længere normale mennesker. De bliver noget helt nyt- noget hverken mænd eller kvinder forstår sig på. Og det er jo lidt uhyggeligt? Det er klart. Ikke for os som læsere dog! Nej tværtimod. Men for de andre karakterer.

Nogle dele af fortællingen er meget abstrakt, og andre er meget voldsomme. Og den fik mig virkelig til at tænke – fordi, kvinder uden mænd i 1950’ernes Iran- hvad er de? Hvad kan de? De har alle sammen hver deres drømme og håb, og forsøger at indfri dem. Og kvinderne gør op med den traditionelle forståelse, at en kvinde ikke man bo, eje og være noget i sig selv, at hendes værdi falder efter sex, at kvinde skal efterstræbe ægteskab og at kvinder ikke kan have en politisk stemme. Der sker så mange ting på så få sider, men det er ikke svært at følge med i. Romanen er overskuelig, og let læselig.

Interessant for bogen, er dens brug af død. Døden er her ikke ensbetydende med hvor noget slutter – men hvor noget nyt starter. Der er en styrke, i at dø. Især én af karaktererne er særlig interessant, da hun dør ved sin bror egen hånd- til trods for at han hævder at elske og passe på hende. Og hun dør igen, og igen. Hver gang hun dør, genopliver hun med en ny viden, og et nyt mål. Døden stopper hende ikke.

Mest interessant, var dog den måde kvinderne se hinanden på. Fordi mænd kan ikke lide kvinder – men kan kvinder lide kvinder? Det meste af tiden, nej. De bruger hinanden, for at nå deres egne mål, men samles ikke på noget tidspunkt for at skabe et “greater good”- og når de kort mødes, er det fordi de har en hjælpende funktion for hinanden, og ikke fordi de ønsker hinandens selskab som sådan. Dét gav mig især mange tanker efterfølgende, fordi hvis kvinder ikke hjælper hinanden, hvem gør så?

Romanen har godt af at man læser den flere gange – dét kan jeg mærke. Der er flere ting ved den, jeg muligvis slet ikke har opfattet her ved første gennemlæsning. Jeg er dog helt bevidst om, at den kan mere, end jeg opfattede. Og så må vi ikke glemme, at forfatteren tilbragte en god sum tid i fængsel, for at skrive denne roman. Ja, netop- fængsel! Og hvis dét i sig selv ikke siger lidt om bogens hovedpointer, ja, så ved jeg ikke hvad der gør.

Bogen er en del af vores kulturelle dannelse som mennesker. Læs den, og husk den.