For nogle er det absolut forbudt at skrive eller overstrege i bøger. Det kan gælde alt fra skønlitteratur til faglitteratur. Men for mig, er det en kærlighedserklæring. Det viser hvor spændende eller fængende et værk har været, og hvor mange plottwist eller karakterer der er stillet op, man laver noter på, simpelthen for at fange alle deres sider og facetter. Personligt elsker jeg når jeg får fingrene i en gammel klassiker, at sprætte den op og endevende den, analysere den, og til sidst sidde med en bedre forståelse af værket og dens samtid. Det gjorde jeg med King Lear.
King Lear er, som Shakespeare er bedst kendt for, en tragedie. Kongen er blevet gammel, og har ingen mandlige arvinger, og beslutter derfor at dele hans kongedømme mellem hans døtre og deres ægtefæller. Her bliver det til en konkurrence om hvem der kan fedte bedst for lillefar, men da den yngste søster, Cordelia, ikke vil flattere hendes far med falsk smiger, bliver kongedømmet delt mellem de to andre søskende. I raseri, forviser King Lear Cordelia. Kongen bliver dog hurtigt kastet til side da hans to døtre får den magt og rigdom de begærer, og han bliver skaffet af vejen og smidt væk fra hans kongedømme- præcist ligesom Cordelia. Der er selvfølgelig mere til historien, men vi skal jo ikke spoile det hele, til dem der ikke har læst stykket endnu.
Og så skal i forresten ikke være forskrækkede, hvis i aldrig har læst et teaterstykke før – eller aldrig har læst Shakespeare før. Man skal holde tungen i munden med hensyn til hvem der er hvem, men sproget, selvom det er på gammelt engelsk, kommer af sig selv, og det er ikke svært at læse (er min erfaring, i hvert fald).
Og hvad kan vi så lære af King Lear? Undskyld min meget passende (men somewhat cringe) sammenligning: man skal ikke dømme en bog, på dens cover! Og sagt med relevans for netop denne fortælling: man skal ikke dømme folk på deres ydre. King Lear faldt for smiger og flatterende ros- hans eneste datter der oprigtigt støttede ham, Cordelia, skubbede han fra sig. Han dømte, på folks ydre.
Bogen er fra Oxford World’s classics og runder de 285 sider. Den har stået på min reol siden 2014. Jeg vil aldrig skille mig af med den, for jeg er utrolig glad for den, og har besøgt den et par gange sidenhen på min bogreol, hvor jeg har hevet den ned fra reolen et par sekunder, og lige nydt det arbejde jeg har lagt i den, dengang jeg skulle læse og analysere den. Og så bliver jeg altid glad for, at jeg har læst engelsk, og haft muligheden for at blive introduceret til sådan en klassiker.
Har du en god anbefaling til en engelsk klassiker jeg bør gå i gang med?
Tid til Tanker 