Af: Erlend Loe
Sider: 138
Så for “helvede”! Det var en ny en af slagsen.
Jeg ved “satme” ikke hvad jeg umiddelbart havde forventet af “helvede”. Jeg spottede den en tilfældig dag i boghandleren på Østerbro, og blev fanget af titlen. Ja, hvad “fanden” kunne dén mon handle om? (okay, jeg er færdige med mine dårlige puns nu)
Hovedkarakteren hedder Rakel. Hun har snart fødselsdag, er i 50’erne og er netop blevet forladt af sin mand til fordel for en yngre kvinde (same old, same old). Men så lige pludselig, langt fra the same old, for efter Rakel er flyttet i rækkehus og bander og svovler over den pokkers til ex-ægtemand, finder hun en metal-lem i jorden i hendes have. Under lemmen er der en trappe. For enden af trappen er der en dør. Og bag den dør, er en direkte indgang til Helvede- og her snakker vi altså ikke i metaforisk forstand. Måske en lille smule, men primært ikke.
Men Helvede er ikke som Rakel forventede – og da slet ikke som jeg personligt forventede heller. Det er faktisk lidt sjovt at læse noget, der er så langt fra det man troede man forstod. Det er sort humor, dystert, komisk og faktisk ref fedt. Karaktererne- både Satan, Gud, eksmanden og hele baduljen, er meget specielle. De er karakterer i deres egen ret og både figurerer man kan genkende – og så alligevel slet ikke. Det giver et twist til historien, der virkelig er noget for sig selv. Idéen er sjov og anderledes, og jeg kan godt lide de tanker Loe leger med i den her fortælling.
Bogen er sat op anderledes end andre. Der er illustrationer i, tegnet med et enkelt sort streg (meget alla Milk and Honey) og der er ikke gåseøjne i teksten, når folk taler. Det er en del af det ekspressionistiske og anderledes ved bogen, og det bliver en del af fortællingen – men man skal altså lige ind i det, for nogle gange er man lige kort i tvivl om hvem der snakker, og, ja, om noget bliver tænkt eller talt, sådan helt basalt.
Jeg tror romanen forsøger at sige mere, end jeg kunne regne ud. Den kunne måske godt klare en genlæsning på et tidspunkt efter sommerferien, så jeg kan få det hele med.
Jeg må dog indrømme, at bogen mangler plot. Den har ganske vist også kun små 138 sider at gøre godt med- hvoraf en lille portion af dem indeholder illustrationer- så der er selvfølgelig heller ikke plads til meget uddybelse. Men måske er der ikke brug for det? Det er kunst for kunsten skyld. Bogen kan det den kan – og det er noget nyt – men så kan den heller ikke mere. Historien hurtigt fortalt, og plottet er uden alt for mange sving (og det er eller svingene der ville gøre den mere spændende).
Hvis man savner en lidt anderledes surrealistisk og skæv læseoplevelse, så skal man endelig dykke en tur ned i “Helvede” med Erlend Loe. Den kan et eller andet, det kan den altså.
Tid til Tanker 