Min elskede psykose

Bogen er anderledes end normal skønlitteratur. De første sætninger i kapitlerne kan nogle gange virke fragmenterede – nærmest som lyrik eller digte, der starter handlingen. Eller kickmåske er det tiltænkt som en måde hvorpå vi som læser skal føle at vi er en del af, og forstår, livet med en psykose? Det er i hvert fald spændende tiltænkt – og dejligt anderledes. 

Min elskede psykose handler om Annika, der bor i en lille lejlighed i København med hendes kæreste Morten, og deres lille datter Bianca. Annika læser til sygeplejerske, og lever det perfekte familieliv udadtil; men hun er tom indeni. Det er lige indtil hun møder Alex på hendes nye praktiksted, som hun fantaserer og drømmer om dagligt. Hun er så opslugt af ham, at hun tilsidesætter alt i hendes eget liv, for at fange ham; for bedre eller værre. 

Fortællingen svinger mellem nutid og datid, mellem minutterne før Annika planlægger at springe ud fra Rundetårn, og flashbacks til alle de ting, der har ledt hende til at ville begå selvmord. 

Annika er en meget interessant karakter at følge. På samme tid med hendes følelser for Alex er så altdominerende og voldsomme at hun knap kan være i sin egen krop, er der også tit, hvor hun slet ikke føler noget – måske meget specifikt i de situationer, hvor hun netop burde føle noget. Det gør hendes til en kompleks karakter, en yderst usædvanlig familiemor og tid tider lidt svær at heppe på. Annika har nemlig en psykose. Det er ikke noget hun selv ved mens handlingerne udspiller sig, men som læser, er man godt klar over det og man føler på en eller anden uforklarlig måde et behov for at kunne hoppe ind i historien, og hjælpe hende. Fortælle hende hvorfor hun har det, som hun har det. Men det kan man ikke. Man kan kun læse hvordan historien udspiller sig vildere og vildere, og undre sig over hvordan ingen af de andre karakterer opdager at der er noget galt med Annika? 

Men historien udspiller sig dog lidt for hurtigt lige pludseligt. Én ting leder til en anden, og pludselig er vi mange år i fremtiden, og det er svært at følge med i. Hvert kapitel kan snildt indeholder flere fortællinger frem og tilbage i tiden, og dér skal man lige være vågen.

Historien udvikler sig dog pludseligt meget hurtigt, og jeg jeg kan ikke lade være med at føle, at der kunne have været meget mere til historien. Der er flere lag, flere kapitler og flere historier der mangler, for at vi som læser virkelig forstår Annika, og hendes psykose. Vi mærker det meget i hendes tanker, men vi ser det ikke i helt samme i hendes handlinger. Vi får kun et glimt at overfladen – men der kunne have været mere. Så meget mere. Bogen fortjener derfor faktisk at have været længere.

Men YES, hvor er den up to date og moderne. Det her er virkelig noget, man skal læse om. Det er ekstremt samtidigt og relevant, og fordi vi alle sammen har godt af at sætte os ind i andre menneskers liv og perspektiv. Jeg vidste personligt intet om folk med psykoser, før jeg stiftede bekendtskab med bogen. Men nu føler jeg, at jeg forstår Annika og hvordan hendes psykose har haft absolut magt og overtag på hele hendes hendes liv.