YES! Endnu en fantastisk læseoplevelse, der bliver hos dig lang tid efter du er færdig med at læse den.
Lord knows I love me some good poetry. Jeg har altid elsket det i folkeskolen; måden hvorpå vi i timerne fandt frem til nye fortolkninger, forståelser og meninger med digtene. Det er som en lille gave der venter. En hemmelig fortælling eller mening, og en kode man skal knække, for at komme ind til benet af digtet. Forfatteren bag dette mesterværk hedder Rupi Kaur, og hendes digte er omringet med mystik, på samme tid som de ligger helt åbne for læseren. Det er genialt, er hvad det er.
… OG VED ALLE GUDER jeg elsker den her bog! Det startede som et helt tilfældigt online køb, og udviklede sig til en obsession. Jeg har læst den flere gange, og har anbefalet den til højre og venstre til alt og alle med en puls. Kvinder og mænd. Høje og lave. Danske eller rumvæsener. Det har jeg gjort bevidst, til trods for at bogen i stor grad henvender sig mere til kvinder, end til mænd. Men misforstå mig ikke – det betyder ikke at den ikke kan læses at mænd! Tværtimod. Men den er fortalt ud fra en kvindes liv.
“the therapist places
the doll in front of you
it is the size of girls
you uncles like touching”
Bogen er opdelt i fire kapitler, hhv. the hurting, the loving, the breaking og the healing. Stille og roligt, tanke efter tanke, går Rupi igennem alle faserne i et liv, der har været udsat for sorg, tab, omsorgssvigt, frygt, håb, forvirring, trauma og overgreb. Digtsamlingen vender alle aspekter af de forhold vi har til andre mennesker, og og selv, og de forventninger og den måde vi bliver behandlet på af verden omkring os. Magtesløshed og håb. Styrke og svaghed.
Rupi kan det hele. Følelsen jeg sad tilbage med efter at have bogen for første gang, var voldsom. Jeg kunne ikke lægge den fra mig om aftenen, og jeg tænkte på den hele dagen til undervisning i skolen. Jeg ville hele tiden have mere, men på samme tid var det en hård oplevelse af komme igennem den, så jeg havde flere hverdagsaftener hvor jeg bare sad og kiggede lidt på bogen og spekulerede på, om jeg havde mod til at nappe et kapitel. Men misforstå mig ikke! Det var ike fordi jeg var bange for at åbne den- tværtimod, var jeg ekstremt nysgerrig på digtsamlingen, men jeg blev ked af det på vegne af mennesker, jeg ikke kender, når jeg læste i den. Ked af det på vegne af de mennesker, der har oplevet, eller stadig nu oplever, de ting Rupi skildrer. Vred, på de mennesker der gør det mod dem. Men digtene gav mig også håb, for bogen slutter af med en indsigt i selvkærlighed, og accept af ens krop, en selv og ens historie.
On a sidenote, så er jeg kæmpe fortaler for digte, og bøger generelt, med illustrationer. Skitserne i bogen er fine og rolige, ført med den samme pen, og inkorporeret som en aktiv del af digtene. Tegningerne forbliver i sort-hvid, og spiller godt sammen med bogens sorte forside. Men digtene kan også få lov til at stå alene – og det er vigtigt. Det hele skal heller ikke serveres med smarte tegninger. Poesien får her lov til at stå og være noget i sig selv, og hver side, har sin egen historie.
Jeg kan ikke anbefale den nok. Skynd dig ud og snup et eksemplar, hvis du ikke allerede har læst den.
Tid til Tanker 