Det her var en meget voldsomt fortælling – men også en fortælling, der skal høres af mange. Hanan Syrien kom til Danmark i 2014, og er på tidspunkt med bogens udgivelse 37, skilt, og mor til fire børn fra to ægteskaber. Bogen handler om det halve liv, Hanan levede i Syrien. Og hold da op en omgang at læse. Jeg kan slet ikke forestille mig at have gennemlevet det.
Bogen er en blanding mellem Naser Khaders tanker og Hanan Syriens liv- genfortalt af Naser Khader.
Hanans liv har været et mareridt. Hun måtte ikke gifte sig med en person af eget valg og skulle indgå i et tvunget ægteskab med en mand, der slog hende foran deres børn. Da Hanan møder en ny mand hun har i sinde at gifte sig med, må hun ifølge Sharialoven kun se sine børn, hvis deres biologiske far godkender det, da en fraskilt kvinde mister rettigheden til sine børn i Syrien. Hanan havde ved bogens udgivelse ikke set sine børn i mere end 7 år.
Hanans barndomsveninde havde forelsket sig i en mand hendes familie ikke godkendte. De stak af for at blive gift, og datteren kom senere tilbage til sin familie, for at bede om deres velsignelse. Da hun vender hjem, skærer hendes mor og bror halsen over på hende, og moderen danser på gaden med blod på tøjet, i fejring. Folk stoppede og lykønskede hende med at have renset familiens ære.
Disse to udvalgte genfortællinger fra bogen, var kun et lille udpluk af de mange hårde fortællinger, man læser om. Men vi har alle sammen godt af en portion realisme, og en indsigt i, hvordan andre mennesker som Hanan, har haft det. Bogen er en voldsom men vanvittig nervepirrende- men på samme tid nærmes fængslende. Jeg var nød til at læse den færdig. Før da, kunne jeg ikke lægge den fra mig. Jeg var nødt til at forstå Hanans liv som kvinde i Syrien, og de historier og ar, hun bærer rundt på i dag. Og jeg bar på samme tid en skam i forhold til det liv jeg selv har levet, og hvor “nemt” jeg har haft det i forhold til Hanan, og på samme tid gjorde det mig rasende. Jeg kan ikke forstå hvorfor det at være kvinde, altid skal være laveste fællesnævner.
Jeg har stadig en klump i halsen over Hanans historie, og den havde fat på mig så længe efter at jeg blev færdig med bogen, at jeg følte et helt tomrum efter at have vendt den sidste side. Hvad gør man så bagefter? Det var svært at læse og på sin vis være vidne til alle de ting hun har gennemgået. Men der er brug for litteratur, der tør skildre en ny vinkel. Og der er brug for stærke stemmer som Hanan (og Naser Khader), der tør stå frem og har lyst til at dele deres historie. Men ikke mindst, så er der brug for læsere, som os, der vil lytte. For hvad er en artist uden publikum? Hvad betyder Hanans historie, hvis vi ikke læser den? Og derfor vil jeg opfordre dig til at gå ud og skaffe dig et eksemplar af den her bog. Den er enestestående. Den er hård. Og den er nødvendig.
Tid til Tanker 