Dr. Jekyll og Mr. Hyde

For at sige det helt kort, er det her en af mine absolut favorit romaner. Jeg var slet ikke klar over at den fandtes før jeg startede med at læse engelsk på KU, og den blev smidt på vores pensumliste i engelsk litteratur. Så fik jeg sørme da også en overhaling indenom. 

Det er først senere hen, efter jeg har læst romanen og forstået Dr Jekyll og Mr Hyde som fænomen, at jeg har forstået de referencer folk har lavet til bogen omkring mig i alt den tid. Jeg har helt oprigtigt aldrig lagt mærke til dem? Men nu fanger jeg dem hver gang og fanger mig selv i at blive en lille smule stolt over det. Det er ligesom at være med i en lille klub? Jeg kan ikke helt sætte rigtigt ord på det, men det er bare en fed følelse at have læst bogen, og kende til historien. Det er en man aldrig glemmer. 

Dr. Jekyll og Mr. Hyde er skrevet af Robert Louise Stevenson i 1886, og handler om læge og forsker ved navn dr. Henry Jekyll, der opfinder en eliksir, der forvandler ham til et monster; en mand uden samvittighed og med dyriske og voldsomme karaktertræk. Under hele romanen har man sine anelser, men får først til sidst at vide (spoiler alert) at Dr. Jekyll og Mr. Hyde faktisk er den samme person. Romanen mister aldrig sin evne til at opbygge spænding og undren, mens vi følger Mr. Utterson, advokat og hovedperson, i hans søgen efter sandheden om Dr. Jekyll. Hvad romanen også gør helt fantastisk, er karakteropbygningen. Karaktererne er meget todimensionelle og opdelt i gode og onde- og så på samme tid, ikke helt. Man kan nogle gange godt blive i tvivl om hvorvidt Mr. Hyde faktisk repræsenterer det undertrykte i mennesket, og til trods for hans voldsomme og ubehagelige handlinger, er en indikation på, at Dr. Jekyll ikke får lov af det omgivende samfund, til at være helt sig selv.

Klassikeren er en blanding mellem gotisk fiktion, thriller, spænding og mystik. For mig er det det helt perfekte spændingsfelt der skal til, for at man læser rigtig, rigtig god litteratur. Jeg slap ikke fortællingen en eneste gang – og dare I say it, så er det derfor, den er en klassiker i dag. Jeg mener, at lige meget hvor revolutionere end bog er inden for dens genre eller tidsalder, så er det flowet den fortælles i, og dens evne til at fastholde sin læser, der gør den til en klassiker. 

Jeg er selv stor fortaler for at læse min skønlitteratur på dansk, men der er noget særligt over at opleve de engelske klassikere på, ja, engelsk. Sproget er anderledes, ordvalget er anderledes og det er altsammen med til at give en helt speciel følelse og stemning til læseoplevelsen. Derfor vil jeg anbefale at læse bogen på engelsk.