My future listography.

(…) All I hope to do in lists.

Rating: 5 out of 6.

Her kommer en lidt anderledes boganmeldelse. Bogen her er nemlig ikke skabt til at læse i- men til at skrive i. Interessen opstod som led i et spontant køb en fredelig tirsdag på Strøget hvor jeg havde forvildet mig ind i Urban Outfitters. Bevæbnet med løn på kontoen, og et frisk og åbent sind gik jeg direkte hen i afdelingen for bøger, gale plader og diverse andet hittegods. Jeg kunne derfor ikke dy mig, da jeg så bogen. Blandt andet fordi jeg altid har elsket at skrive- og ikke mindst at lave lister. Lige fra indkøbslister til hvad-skal-jeg-huske-til-skolen-i-morgen lister. Som (få) mennesker i min omgangskreds nu engang stadig siger, så har jeg #NoChill, når det kommer til lister. Hvis du har det ligesom mig, så er denne bog en direkte gave fra guderne.

Notesbogen har en dejlig form- dens højde og bredde er ligesom et kladdehæfte. Den er derfor hverken træls at skrive i, eller at se på, og den passer til forskel for så mange andre smart-i-en-fart og se-hvor-hipster-agtig-jeg-lige-er bøger, rigtig fint på ens bogreol. Herregud, det er da også en stor del af det?

Bogen er sjov, da man i milde træk interviewer sig selv ved at udfylde den. Og hvem synes ikke selv at de egentlig er ret nice? Og har en masse spændende holdninger og drømme? Jeg syntes i hvert fald at jeg er ret så spændende- og jeg elsker at fortælle om mine drømme, udfylde ting og lave lister. Bogen har ramt dybt i mit hjerte- langt dybere end de pokkers moderne tegnebøger hvor man febrilsk skal bruge 10 hellige søndage i træk på at få farvelagt et tropisk paradis med en million små fugle på billedet alt imens man forgæves forsøger at holde weekend. Malebøgerne har ikke været afslappende for mig, for det kommer mig ikke naturligt. Men det gør det at skrive. Derfor har bogen virket meget rolig og terapeutisk for mig, og jeg har nydt till udfylde den. 

Den blev dog ikke udfyldt i ét. Jeg har givet mig god tid til over forskellige dage at udfylde bogen, og det satte faktisk en masse tanker igang hos mig, i takt med at jeg udfylde spørgsmålene og tænkte både frem og tilbage på alle de ting jeg gerne vil, såvel som de ting jeg allerede havde gjort.

Det bliver en varm anbefaling herfra 😉