Forfatter: Tove Ditlevsen
Forlag: Gyldendal
Jeg må ærligt indrømme at mit tidligste minde med Tove Ditlevsen, kommer i forbindelse med tvangslæsning og ‘ufrivillig indlæring’ i folkeskolen. De var først senere hen, da jeg i gymnasiet begyndte mig at interessere mig for digte og lyrik (udelukkende på grund af min fantastiske dansklærer) at Tove Ditlevsen som navn ikke var helt så træls mere. I den forbindelse, i midten af min eksistentielle krise, begyndte jeg også at se mig selv som ‘den type der går op i ting som digte’. jeg skrev da også et par stykker selv (dog bestemt ikke noget at prale af), og blev mest fascineret af bogen, fordi den var så smuk og jeg derfor gerne ville have den til at pryde min bogreol.
Senere blev jeg bekendt med Barndommens Gade, da Søs Fenger kreerede det smukkeste og blide cover af Anne Linnets klassiker. Men her stoppede det også.
Så hvad synes jeg om bogen? Tove Ditlevsen er fantastisk, og hun putter mig til skamme. Hendes tone er direkte og hår, uden at være provokerende. Ikke fordi hun eksplicit kritiserer til højre og venstre- men fordi hun formår at ramme nogle tematikker jeg på en eller anden måde forstår. Jeg ved ikke om det er fordi jeg er kvinde, fordi jeg kan genkende mig selv i hendes beskrivelser af hendes egen personlighed, eller måske fordi jeg på et andet plan kan relatere til den angst og smerte, som hun italesætter.
Hvad der er specielt ved Tove, er måden hun skildrer hendes omverden på. Hendes synsvinkel er i større grad vendt indad, mod den smerte, angst, undren eller de tanker, man som individ tænker. De kan selvfølgelig siges at være opstået af udefrakommende ting, men det virker for mig, som om Tove taler med sig selv.
Jeg blev så betaget af digtene, at jeg var nødt til at finde ud af mere om Tove selv, og hendes liv.
Tove var selvlært forfatter. Hun blev taget ud af skolen for at arbejde i hjemmet, efter sin mellemskoleeksamen. Hun fik sin litterære debut som 22-årig, og har derfor allerede overhalet både mig, og måske også dig som læser, indenom. Tove fortæller om både barnet, kvinden og ægteskabet i denne samling og bevæger sig rundt mellem hvad jeg antager er en blanding af fiktive fortællinger mikset med lidt selvbiografi. Tove forsøgte i hendes eget liv flere gange, som led i en af hendes skilsmisser, at begå selvmord. Forsøgende var opstået som følge af flere angstangreb og nervesammenbrud. Tove er ligeledes beskrevet til langsomt at være blevet narkoman, for at dulme netop angsten.
Status er, at jeg nu har læst bogen to gange. Og flere gange har jeg vendt tilbage til den, for at læse mere. For lige at høre lidt mere. For lige at få det gentaget og tygget lidt mere på det. Indholdet er tendenserne sørgeligt, det er melankolsk, det er ærligt, det er sårbart og det er smukt. Helt igennem smukt. Det er selvfølgeligt ikke garanteret at den næste læser har de samme tanker, eller får de samme ting ud af digtsamlingen som jeg gør, men jeg kan ikke benægte, at Tove fra nu af er en fast del af mig. Det her bliver ikke vores sidste samtale sammen.
Jeg kan nok ikke slutte anmeldelsen af bedre en Tove selv kan. Så med Toves egne ord:
“Og I skal slet ikke sørge, for selv om jeg elskede livet, var jeg lidt doven og sover godt, her i min sorte kiste”
Tid til Tanker giver Tove Ditlevsens Der bor en ung piger i mig, som ikke vil dø 5 ud af 5 stjerner.
Tid til Tanker 